EU til grin

Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger skriver morsomt om et alvorligt og dødkedeligt emne. Læs anmeldelsen af bogen her.

Hans Magnus Enzensberger, tysk forfatter. Her er han fotograferet på Gyldendals forlag i forbindelse med en ny bog og hans forfatterskab generelt. Foto: Andreas Hagemann Bro Fold sammen
Læs mere

ANMELDELSE

»Agurkedirektiv«, »porreforordning«, »lakridspibecirkulære« – man skulle mene, at EU er et hysterisk morsomt cirkus med sin latterlige trang til at lovgive om alt fra grænsekontrol til, hvilken type mad man må spise, og hvordan den skal se ud (selv om forbuddet mod piberne ikke blev til noget i denne omgang). Alligevel er EU-stoffet så kedeligt, at de fleste slet og ret ikke gider læse om det, og medierne af samme grund ikke rapporterer om de love, der i stort omfang griber direkte ind i europæernes hverdag.

Det kræver med andre ord en stor sprogkunstner og humorist at skrive både morsomt og alvorligt om EU, og en sådan er Hans Magnus Enzensberger. Den nu 83-årige tyske forfatter modtog i 2010 den fornemme Sonningprisen og talte i den anledning om netop EU. Talen blev kort efter udgivet i form af et essay, der nu er udkommet på dansk.

Enzensberger er skånselsløs i sin fremstilling. Men metoden er den, at han i stor stil lader EU selv komme til orde. Hvilket ikke gør anslaget mindre grotesk.

Tandløst monster

EU kaldes et monster, men vel at mærke et tandløst monster, der utrætteligt arbejder på at indføre det, Enzensberger kalder »den postdemokratiske tidsalder«, og erobre kontinentet med blød magt, netop ved at agere anonymt og virke gennem en art filantropisk formynderi. Hør blot, hvordan forholdet mellem EU og borgerne skildres af forfatteren:

»Der er ikke tale om et folkefængsel, men derimod om en opdragelsesanstalt, der føler sig forpligtet til at føre et venligt, men strengt opsyn med sine plejebørn. Målet er, at deres liv styres centralt og fastlægges efter et sæt ordensregler med masser af paragraffer, der omfatter alt fra boligstøtte til en sund kostplan. Men at genopdrage fem hundrede millioner mennesker er en herkulisk opgave, som flere andre regimer har knækket halsen på.«Kun de færreste har imidlertid gennemskuet det totalitære i EUs bestræbelser, og alene nogle få klartskuende tænkere – den tyske totalitarismeforsker Hannah Arendt citeres – har afdækket,hvordan en sådan anonym magt virker. EU-systemet fremkalder ikke et folkeligt oprør, men derimod sløvsind, kynisme, foragt og politikerlede. EU er som bekendt det sted, vi sender afdankede eller perifere politikere hen, når vi ikke gider se på dem herhjemme. Sådan cirka. Sløvsindet passer alt sammen de nye EU-magthavere meget godt. De foretrækker nemlig at virke uden for offentlighedens lyskegle.

Det lyder alt sammen ganske absurd i Enzensbergers gengivelse. Men det mest absurde er dog, at det slet ikke er absurd: Det er den rene, skære virkelighed. I hvert fald i den forstand, at omkring 80 procent af vores lovgivning kommer fra EU. Det vil sige fra bureaukrater, vi ikke har valgt og ikke kan afsætte igen ved frie valg, altså fra et system hvor ingen er ansvarlige for folket, og hvor ingen for alvor kan stilles til regnskab.

Godt nok giver Enzensberger nogle indrømmelser: Der findes et Europa-Parlament, men det er et skindemokrati. Og der findes et princip om »subsidiaritet«, altså at lovgivning skal ske så tæt på folk som muligt. Men det princip er tomt og uden virkning. Ingen tager det alvorligt. Og så er der en såkaldt EU-Domstol, men den breder sig gennem juridisk aktivisme og har udelukkende til formål at drive EU hurtigere og hurtigere fremad – som Titanic på sin dødskurs (Enzensberger har engang skrevet et langt og berømt digt om skibets forlis).

System bakkes op af uforståelige traktater

Det monstrøse system er bakket op af propaganda, uforståelige traktater, af lobbyister og kommissærer med en autoritær gebærde, som alle er barrikaderede bag enorme glaspaladser, bekvemt afskåret fra folket, den umyndige pøbel, der helst ikke skal høres. Folkeafstemninger er noget dumt og gammeldags, og så har eurokraterne jo for øvrigt rigtig dårlige erfaringer med den slags.

Enzensberger undlader ikke at nævne, at Napoleon og Hitler tidligere har forsøgt at underlægge sig hele kontinentet, men som bekendt uden held. Får EU-eliten mere held med sit forsøg? »Intelligensen er pessimist, viljen er optimist«, lyder et motto, som Enzensberger citerer. Selv EU-systemet kan forandres, og alle imperier har som bekendt gået deres egen undergang i møde:

»Europa har modstået andre regimers forsøg på at ensrette kontinentet. Fælles for dem alle var, at de begik hybris og fejlede i det lange løb. Den ikke-voldelige udgave af projektet har næppe bedre udsigter til at lykkes. Alle imperier i verdenshistorien har kun haft en begrænset levetid, de faldt på grund af volumensyge og indre spændinger.«

Enzensbergers bog er kortfattet, argumentet, nej, satiren er stiliseret, og han vil sandsynligvis kun blive taget alvorligt af sine egne meningsfæller. Og dog kan man næppe lades uberørt af hans fremstilling af det europæiske monster, der måske nok er tandløst, men som allerede har taget store bidder af vores myndighed.

Forfatter: Hans Magnus Enzensberger Titel: Det tandløse monster i Bruxelles. Eller europæernes umyndiggørelse. Sider:110. Pris:149 kroner. Forlag: Hovedland.