»Min far trækker huen ned over ørerne på mig. Det er en kold efterårsdag, og han fløjter mens vi går ned ad gaden. Jeg ved at han elsker forår og efterår, begyndelser og slutninger, som han siger. Alt andet er bare fyld.«
Året er 1987, og drengen som fortæller er syv år og rakker rundt med sin far. En fritænker, daglejer og rastløs sjæl, som ikke kan eller vil være en del af et samfund, som insisterer på skattekort og personnummer. I stedet hutler han sig gennem dagene som trappevasker, dørmand, havepasser og altid med den lille søn ved hånden.
Drengen går ikke i skole, men faren lærer ham at tænke selv, og at man kan nå langt ved at vise folk tillid og appellere til deres godhed. Sådan kommer de forbi kustoden på museet, og sådan får de lov at komme til hos tandlægen. Uden tid eller sygesikringskort.
Der er et magisk skær over denne indledende fase af Jonas T. Bengtssons tredje roman, som matcher titlen fortrinligt, og historien i »Et eventyr« er samtidig i fin tråd med forfatterens forrige roman, gennembruddet »Submarino« fra 2007, som også fortæller om randeksistenser i københavnsområdet.
»Et eventyr« falder i tre dele. I den første er fortælleren som nævnt dreng og ser og tænker som en sådan. I den anden er han blevet teenager og mere hærdet. I den sidste er han en mand med et indre, som er mærket af barndommens evige »begyndelser og slutninger«
I forløbet fra 1987 til 2000 bliver drengesind umærkeligt til voksenpsyke, og Bengtsson skriver sig igennem udviklingen med et sprog, som er blottet for fedt og sentimentalitet, men alligevel er både gavmildt og fintfølende.
Alt dette udgør faktisk omridset af et mesterværk. Og skildringerne af postterminalen om natten, hvor den voksne fortæller arbejder, og af de nikotinfedtede værtshuse, han går på for at finde ro, er fremskrevet med en stram, men billeddannende kraft, som er unik. Det samme er scenerne fra det forblæste, forrevne udkantsdanmark, som fortælleren runder, da hans farfar er døende.
Bengtssons synd er imidlertid, at han ikke kan dy sig for at overforklare. I stedet for at lade faren stå i et næsten religiøst lys, som læseren tidligt gennemskuer er farvet af barnets beundrende øjne, gøres han pludselig til en psykisk syg overfaldsmand, som spærres inde på en anstalt. Og det forklares siden, at det skyldes, at hans far var en skidt karl, som forgreb sig på ham. Unødvendige og udvendige pointeringer af, hvordan vi alle arver fædrenes synder, som gør fortællingen unødigt tung.
Dertil kommer tematiseringen af randeksistenserne, som selvfølgelig også indbefatter Bengtsson og alle andre kunstnersjæle. Men at fortælleren til sidst bliver en anmelderrost maler er ikke bare et udtryk for bogens tendens til overforklaring, men også for den sensationalisme, der indimellem får overtaget.
Formelle problemer er der også. Utidige linjeskift, ord der er faldet ud, enkelte sætninger, som er decideret uforståelige og så den evindelige drikken appelsinjuice!
Det er redaktionelt sjusk, og værst er det, da vi hører om lillesøster Clara, som pludselig hedder Sara som er en anden karakter i romanen.
Når det er sagt, så er »Et eventyr« selvfølgelig en udmærket roman Bengtsson er for dygtig til at skrive noget dårligere end det som lever i kraft af sprogets samtidige hårdhed og følsomhed og optegner sine flossede karakterer med enkle, effektive streger. Det er godt. Men kunne altså have været mesterligt.
