Der er nogle bøger, man næsten ikke kan holde ud at læse. Ikke fordi de er dårligt skrevet eller uinteressante, men fordi deres emne er så ubærligt. Sådan har jeg haft det med digteren Mikael Josephsens debutprosasamling eller roman »Opløb« (bogen kaldes blot prosa, men er en fortløbende fortælling). Det er en nådesløs fortælling i tredje person om en dreng, der igen og igen bliver svigtet. Et barn, der uanset hvad han stiller op, aldrig bliver set af sin far og aldrig kan gøre sin mor lykkelig. Et barn fanget i et destruktivt spil mellem to alkoholiske forældre.
Jeg er ret sikker på, at det er selvoplevet, dels fordi man mærker, hvor stærkt det brænder på for forfatteren, dels fordi forfatteren indimellem glemmer den distance, han ellers forsøger at lægge til sin fortælling og tager hånd om det forsømte barn med ord som »hans små hænder«. Distancen er det sværeste for Mikael Josephsen at holde, og der er steder, hvor den formelle og ukommenterede barnefortælling tipper over til fordel for en meget vred og bitter voksens undertekst.
Hånd er der ingen, der tager om drengen, som vi møder, da han er omkring seks-syv år og vel følger et par år frem. Han er simpelthen alene i en verden af voksne, der bare drikker og slås, og af skolekammerater hvem han, qua sit forsømte hjem, naturligvis ikke kan matche, så også der venter kun nederlag.
I pressemeddelelsen skriver de, at bogen er morsom. Forfatteren har da også prøvet med lidt Erling Jepsen-agtig kapitelføring, såsom »Dengang færingen tapetserede under mors skørter« og »Dengang far faldt i søvn med hovedet i gasovnen«. Men det er bare ikke spor sjovt, fordi man som læser føler sig som den usleste nabo inde ved siden af, der ikke reagerer, selv om hun ved, der er noget ravruskende galt. Mikael Josephsens bog gør ondt, og som læser har man ikke rigtig noget at stille op med sin smerte, udover at give sine egne unger et ekstra knus. Al den indeklemte vrede, og den lidt for svingende indsigt drengen har, gør, at bogen ikke bliver et stort kunstværk. Alligevel vil jeg varmt anbefale den som et brændende vidnesbyrd om al den skade, et barn blev - og børn stadig bliver - forvoldt.
