De fleste forfattere skriver sig igennem et helt liv uden at sætte sig særlige spor – hverken i deres samtid eller eftertid.
Men så er der de få, der når at udgive meget lidt, men lever videre i nye læsere og nye litteraturhistorier. Emily Dickinson er en, J.D. Salinger en anden og Flannery O’Connor en tredje.
Sidstnævnte blev bare 39 år og efterlod sig kun to romaner og to novellesamlinger. Lupus, en sjælden bindevævssygdom, pinte livet ud af forfatteren, der blev født i Savannah, Georgia, og sov ind i lillebyen Milledgeville i samme stat.
Hun kom ikke vidt omkring i sit liv og heller ikke i sin litteratur. Ikke geografisk, i hvert fald. Hendes fortællinger foregår i Syden, og sammen med William Faulkner og Eudora Welty står hun som en af de store Southern Gothic-forfattere.
Ikke mindst i kraft af mesterromanen »The Violent Bear It Away«, som udkom i USA i 1960, og først nu udkommer på dansk som »Voldsmænd river det til sig«. Og her er alle kendetegnene ved Sydens gotiske roman indfoldet.
Det groteske, det uhyggelige, det religiøse, og det voldsomme løber således sammen i den slyngede, hikstende og alligevel fokuserede fortælling om den forældreløse dreng, Francis Tarwater, der af sin religiøse grandonkel Mason er blevet udset til at blive profet. Men da grandonklen dør, ender han hos sin anderledes sekulære og humanistisk rundede onkel Rayber. Og Mason har inden sin død, som ramt af forsynet, sagt, at Francis er kaldet til at døbe Raybers evnesvage søn.
En uimodståelig historie
Det er hovedhistorien i romanen, der åbner med denne sætning, som er sigende for såvel stemning som sprog: »Francis Marion Tarwaters onkel havde kun været død en halv dags tid da drengen blev for fuld til at grave hans grav færdig og en neger ved navn Buford Munson der kom for at få en krukke fyldt, måtte gøre den færdig og slæbe liget væk fra morgenbordet hvor det stadig sad, og begrave det på sømmelig og kristen vis, med Frelserens tegn for gravens hovedende og jord nok over til at forhindre hundene i at grave det op.«
Pyha. Et punktum eller tre havde været på sin plads, tænker man. Men læser man stykket højt, så folder rytmen og den kulsorte musik sig ud, og den spiller videre over alle 284 sider.
Og med historien om drengen, der er splittet mellem sin ene onkels religion og den andens sekularisme, sætter O’Connor talrige tunge temaer i spil. Tro, humanisme, frelse, dommedag, lidenskab og vanvid hvirvles op af den støvede sydstatsjord – og det hele lægger sig tungt i den sorte slutning, som ikke skal røbes her.
Men O’Connor gør det hele uimodståeligt med sit malende og kraftfulde sprog og et par overskudsfyldte formgreb. Der leges eksempelvis med historiens troværdighed – den de fleste forfattere kæmper benhårdt for at opbygge – når hun bruger vendinger som »vist nok«, og der findes en diskret humor mellem linjerne.
Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle da lige være en fortinlig oversættelse af de bondeknoldede replikker og alle referencerne til Bibelen og til tidens sæder og skikke. Og den har Karsten Sand Iversen i dén grad leveret, og Flannery O’Connor kan således sætte endnu et mærke, endnu et spor. På sydstatsslynget dansk.
