Jess Ørnsbo overgiver sig aldrig, og »Hopla« er endnu en prøve på billed-rytterens fnysende flotte opvisning i misantropiens manege.
»Et digt skal kendes på lugten/af menneske/oden skal have indbygget/en klinge i sig« lyder Ørnsbos fanfare og poetiske trosbekendelse. Hverken deodoranten eller fløjlshandskerne hører til digterens standardudstyr, aversionerne, uforsonligheden og aggressionerne breder sig på siderne, og ubehaget er den energikilde som driver teksterne frem. Uorden er den herskende tilstand i Ørnsbos univers, alting er ude af trit og takt med sig selv, konfrontationerne imellem de umage kategorier er frontale. »De sælger håndtryk i kiloposer/og kys der er gået over datoen« lyder rapporten fra tidens altomfattende markedsplads, og også reklamebranche og medieverden leverer betydelige kvoter væmmelse som for eksempel i »DRS«: »De rigtiges stemmer er overalt/de hygger sig i tv/de lurer i kioskerne/de kryber rundt på folk hele dagen ...«. Kritikkens retning kender vi fra Jess Ørnsbos tidligere digtsamlinger, men sprogets surrealistiske trykkoger producerer alligevel masser af rystelser og overraskende billeder.
En særlig ørnsbosk specialitet er portræt- og rolledigtene, der henter deres typer på taber- eller underdanmarks mødesteder som bænken, stationen og plejehjemmet, og den nye digtsamling rummer en stribe af de digte, hvor også det biologiske og mentale forfald fejrer sine pinefulde triumfer. Et digt som »Sort tale« er virkelig Jess Ørnsbo i ubønhørligt hopla-humør.
»99 forskellige digte« lyder Jess Ørnsbos egen varedeklaration på titelbladet af den nye bog, og selvom metoden og misantropien er gennemgående i bogen, så rækker den formidabelt ynglende sproglige fantasi til meget mere end 99 digte. Den kompromisløse utilpassethed og det tænderskærende ubehag holder dampen oppe. Humoren er sort, morskaben indædt, raseriet rensende og et sted ligger en smerte på lur.
