Mon ikke alle danske familier har prøvet at spille Matador? De små grønne, gule, blå og røde biler susede rundt, og det gjaldt om at komme først rundt og indkassere præmier. Samtidig skulle man købe huse og hoteller på Rødovrevej eller i den dyre ende på Bredgade og sikken en fryd, når man kunne placere sit lille hus på en dyr adresse. Kortbunken indeholdt altid overraskelser, og man kunne både få præmier, gå direkte i fængsel eller blive løsladt. Man skulle investere og købe grunde, og imens voksede stakken af matadorpenge, der var sådan nogle søde små nogen, foran de heldige.
Første økonomispil
Siden spillet blev introduceret i Danmark i 1936, har flere generationer spillet Matador, og det spilles stadig derude ved kakkelbordene hos de danske familier, selv om nettet nu også har en udgave. Det er et stykke dansk kulturhistorie, og lige siden skuespilleren Ib Schønberg første gang spillede Matador i 1936, har det bevaret sine gadenavne og spilleregler. Selv i Matador-serien, skrevet af Lise Nørgaard, spiller de Matador.
Oprindelig spillede man ikke om grunde og huse i Bredgade og på Esplanaden, men om grunde og ejendomme i Atlantic City. Årsagen var ganske simpel, at Atlantic City i 1850erne havde været storkapitalisternes Mekka, hvor de amerikanske kapitalister som Andrew Carnegie og J.P. Morgan havde satset stort for at skabe sig hurtige gevinster.
Storkapitalisternes udnyttelse af det liberale marked skabte både venner og fjender. Der var folk, der syntes, at kapitalismen nu engang måtte lade rigmænd manøvrere frit, mens andre bekæmpede den frie kapitalisme og argumenterede for antimonopol-love. Historien om Monopoly og Matador er et stykke vestlig kulturhistorie, og den bliver fortalt i den nye bog af Philip E. Orbanes »Monopoly. The Worlds most Famous Game«, der er en hæmningsløs hyldest til kapitalismen og dens sejrrige gang på jord.
Monopoly er sandsynligvis det mest spillede brætspil i verden, men er ikke blot et uskyldigt spil for spilleglade sjæle. Der ligger en ideologisk idé bagved, og den første, der udformede ideologien i et spil, var Elisabeth Magie Philips, der patenterede et spil i 1903, som hun kaldte »Landlords Game«. Hendes idé var at forklare økonomiske grundregler for spillerne og argumentere for beskatning af jord og ejendomme - altsåøkonomen Henry Georges ideologi omsat til brætspil.
Hendes plan var at advare imod, at kapitalister fik monopoler og gennem ejerskab af jord og ejendomme kunne score arbejdsfri gevinster på deres ejerskab. Spillet med dets klare regler og økonomiske udfordringer var en nyskabelse fra andre populære brætspil i tiden, og hendes patentansøgning var den første af sin slags for et spil. Den store spilfabrikant i USA var Parker Brothers, men lederen George S. Parker afviste Magies opfindelse, da han så den i 1909. Den var for indviklet, mente han, og hele den ideologiske baggrund bød ham imod.
Umiddelbart fik Elisabeth Magie Philips altså ikke kommerciel held med sit spil, men Philip E. Orbanes dokumenterer i sin bog, at hendes spil blev lavet i mange private udgaver og fik en vis udbredelse og bl.a. blev brugt til økonomistuderende. I 1923 forsøgte hun sig med et nyt spil, der hed »Prosperity«. I nogle år blev det solgt rimeligt, men krisen i 1920rnes slutning slog afgørende grundlaget væk under spillet. Børsen krakkede, formuer gik tabt og millioner af mennesker blev arbejdsløse. Ingen ønskede i stærke krisetider at spille friske kapitalister.
Spillet får sit navn
Man skulle ud over krisen og arbejdsløsheden i begyndelsen af 1930rne, før nogen igen vovede at spille om millioner på brættet. Charles Darrow var en arbejdsløs sælger i 1930rne. Han havde spillet Magies »Landlords Game« med naboer og familie og begyndte at forbedre det. Grundlæggende var det stadig Magies idé, men han gjorde spillet mere pædagogisk ved at bruge små modeller af huse, farver på felterne og solide spillekort, der fik de gadenavne, som amerikanerne senere kendte dem under. Det var også Darrow, der fandt på de karakteristiske kortnavne så som »chance«-kortet og »gå direkte i fængsel«-kortet. Det var endvidere Charles Darrow, der fandt på navnet Monopoly.
De første eksemplarer blev lavet i Darrows eget køkken med saks og farver, men derefter fik han en aftale med en trykker. Han gik til Parker Brothers, men fik et blankt afslag, fordi firmaet syntes, at spillet var alt for kompliceret. Han forsøgte derpå for egne regning og risiko at sælge spillet gennem legetøjsbutikken F.A. Schwarz, og det blev en overraskende salgssucces lige fra starten.
Hvor Magie Philips havde drømt om at advare mod fæle kapitalisters dominans, så syntes Darrow ikke at lide af pædagogiske pegefingre. At være kapitalist og vinde herredømmet over boligmarkedet var ikke moralsk angribeligt i hans spil. Det var faktisk målet.
Firmaet Parker havde som andre firmaer lidt stærkt under verdenskrisen fra 1929, og i 1934 var det ved at kuldsejle. Firmaets nye unge leder Robert Barton slog en handel af med Darrow i marts 1935. I løbet af få måneder solgtes to millioner kopier af spillet. Elisabeth Magies oprindelige patent købte Barton for den latterlige sum af 500 dollar. Allerede i 1935 solgte spillet 250.000 eksemplarer og næste år 1,8 millioner. Ingen havde forestillet sig, at det ville blive en permanent succes, men det solgte hvert år overraskende godt. Kriseårene var forbi, og folk havde intet imod kapitalisterne. Det lykkedes Parker Brothers at købe konkurrenter ud og skabe sig et reelt monopol - lige efter bogen og spillet.
Monopoly under krigen
Spillet blev også solgt i Europa, Latinamerika og Australien og blev overalt en succes. Man udskiftede gadenavnene med lokale byers gadenavne, og man lavede også om på reglerne. Særlige vanskeligheder mødte salget i Tyskland, hvor specielt nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels ikke brød sig om det amerikanske produkt. Nazistiske myndigheder truede endda med at lade Hitler Jugend demonstrere foran butikker, der ville sælge det kapitalistiske djævlespil. Der blev dog ikke tale om et egentligt forbud, men spillet solgte kun få eksemplarer i Tyskland. Også i Italien og Japan mødte spillet myndighedernes modvilje, men blev dog alligevel solgt.
Monopoly blev derimod brugt af den engelske efterretningstjeneste. Mange engelske krigsfanger i tyske koncentrationslejre kunne modtage pakker. Det var vigtigt for fanger, der ønskede at flygte, at de kunne få knive, kort og bestikkelsespenge smuglet ind i lejren. Efterretningstjenesten foreslog, at disse ting blev smuglet ind i Monopoly-æsker. De engelske fabrikanter fik derfor til opgave at lave specielle Monopoly-æsker, hvor kompas, kort, pengesedler og redskaber kunne skjules. Røde Kors, der ikke var informeret om redningsaktionen, kunne levere spillet til fangerne og slippe igennem nazistisk inspektion. I alt undslap 35.000 allierede fanger fra tysk fangenskab. Projekt Monopoly havde høj sikkerhedsstatus, og der er ingen opgørelse over, hvor mange af disse der fik hjælperedskaber via Monopoly.
Anden Verdenskrig var slut, og Den Kolde Krig begyndte. Den massive amerikanske hjælp til Vesteuropa betød også, at Monopoly fik fornyet vind i sejlene. Monopoly kom dog ikke ind i Sovjetunionen, hvor regimet forbød spillet. Også i de østeuropæiske lande var spillet forbudt, men der var en produktion i bl.a. Ungarn og Polen af undergrundsudgaver af Monopoly. Spillet tog hele kampen mod kommunismen med. Dets dissidentudgaver havde rimelig succes i Østeuropa, og i 1988 kunne firmaet triumferende fejre kapitalismens sejr over kommunismen ved at producere sit første russiske spil med en russisk bjørn som varemærke.
Den teknologiske udvikling fik også betydning for Monopoly, fordi de små træhuse i slutningen af 1950erne blev udskiftet med plastikhuse, og i Danmark blev de små biler også til plastikbiler. Salget fortsatte med at stige, og Parker Brothers udnyttede dygtigt deres muligheder for at profilere spillet. I 1973 indførtes et verdensmesterskab, der blev afholdt i New York. En spillenørd fra Los Angeles ved navn Lee Bayrd blev første mester.
Philip E. Orbanes bog er en hyldest til spillet og kapitalismen i en entusiastisk stil, der ligger mange europæere fjernt. Som Orbanes skriver: »For mange er Monopoly den første økonomiske læremester og den, der viser, at et rigere liv er muligt, hvis man vil yde en indsats«.
Philip E. Orbanes: »Monopoly. The World's Most Famous Game«. Da Capo Press 2006.
