Et smækkys til Reuters kongelige eskapader

»Den iranske gartner«. Bjarne Reuter har skrevet en satirisk og til tider rablende absurd nøgleroman om et meget livligt og udadvendt dansk kongehus, hvor prinserne gør alt hvad de kan for at afskaffe monarkiet.

Bjarne Reuter har skrevet en roman om et kongehus og dets eskapader. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen

Hvornår har De sidst siddet og klukket over en bog?

Tænkte det nok. Jeg kan heller ikke huske, hvornår det er sket. Hvad enten man går til boghandleren eller på biblioteket, er den nye litteratur efterhånden ikke andet end mere eller mindre skjulte krimier, der ofte tager sig selv meget alvorligt og altid fylder dobbelt så meget, som de burde.

Bare af den grund har Bjarne Reuters nye og slanke bog fortjent et smækkys på omslaget. Også selv om den starter lige lovlig fjollet og overgearet. Men efter 50-60 sider, hvor læseren præsenteres for den stokdøve, sexglade arveprinsesse Hildegard, går det over stok og sten i Bjarne Reuters litterære sæbeopera.

Den ældre arveprinsesse har appetit på veludstyrede mænd og elsker nudisme. Hun ejer et helt bibliotek, som kun omhandler det servile aspekt i kønsakten med særlig vægt på den myndige kvinde og den bodfærdige mand, og pludselig står hun splitterfornøjet foran læseren samt den mindst lige så overraskede kriminalkommissær Stelman, der netop har listet sig ned i et af Rude Slots badekar for at tage et hårdt tiltrængt hvil midt i den vanskelige opklaring af et bizart mord, der er blevet begået i slottets køkken.

Opklaring er måske så meget sagt. I virkeligheden går Stelmans opgave ud på hurtigst muligt at tilsløre hele mordhistorien, så offentligheden ikke får nys om, at den excentriske arveprins Bernard (iført sin knaldgule badedragt og et arvestykke af en tromlerevolver, som Lyndon B. Johnson har ejet) for få timer siden skød sin gartner midt i deres lystige sexleg.

Stakkels gartner Hassan var ikke kun bøsse men også ikke-familiesammenført iraner med diverse sort arbejde på slottet, og nu er staklen altså kommet af dage med hovedet nede i en gryde minestrone og resten af sin unge krop klædt i bh, hofteholder og sorte latextrusser.

Excentrikere og galehuse

De kongelige eskapader må først og fremmest ikke komme formiddagspressen og de kulørte blade for deres sladdervorne ører og munde, for så er det i forvejen kriseramte danske monarki for alvor i fare. Det går nemlig langt fra velsmurt med de øvrige prinser i kongehuset, der sandt at sige klovner rundt i tilværelsen for skatteydernes penge.

Der er f.eks. den ældre Prins Robert med de franske aner og fine fornemmelser, som for nylig fik sin yndlingsstok fløjet ud til Fjernøsten i et Herculesfly, fordi han på Fijiøerne skulle signere sin nye digtsamling »Grand Marnier« og pludselig savnede noget at støtte sig til.

Og så er der den fart-, fadøl- og prinsesseglade Prins Folmer, der først var gift med grevinde Thao fra Vietnam, dernæst med grevinde Juanita fra Torremolinos, og nu »svedende af lykke« skal giftes med Marie St.Moritz, også kaldet prinsesse Café au lait efter hendes mangeårige studier ved kaffemaskinen i Starbucks på Manhattan.

Sidst men ikke mindst er der sportsidioten kronprins Georg, der altid går rundt i blazere med de olympiske ringe på brystlommen og langt om længe er blevet medlem af IOC, men både i ind- og udland har et oratorisk problem, hofmarskallen lige ud beskriver med ordene: »Han taler sort«.

Det siger sig selv, at kommissær Stelman er stillet på en umulig opgave i et land med så mange excentrikere og galehuse (herunder Politigården og Christiansborg). Han og kompagnon Rasser får dog hurtigt liget i minestronegryden af vejen via den jyske bedemandsforretning »Hasta la Vista«, men gode råd er dyre, da den iranske gartners familie pludselig dukker op på Rude Slot og kræver en nærmere forklaring på den spektakulære MMS fra det frisindede Danmark, der nu er lagt ud på nettet og debatteres livligt overalt i Mellemøsten.

Mere skal ikke røbes her. Har man brug for et fornøjeligt frikvarter fra natbordets alt for høje bunker af middelmådig spændingslitteratur, så er »Den iranske gartner« lige sagen.