Et rum i verden

Med en fem-årig som fortæller er »Rum« en gribende og intelligent roman om at lære verden at kende.

Når man læser den irsk-canadiske forfatter Emma Donoghues intelligente og tryllebindende bestsellerroman »Rum«, er man længe fængslet, men mystificeret. Drengen Jack er fem år. Hans verden er et eneste rum. Med et enkelt tagvindue, som ikke kan lukkes op. Med en dør, der ikke kan åbnes. Her lever han isoleret med sin mor. Hans verden er begrænset, selv om fjernsynet giver ham adgang til »andre planeter«. Udenfor har Jack aldrig været. Indenfor er alle tingene i rummet til gengæld hans venner. Seng, Bord, Remote. Mor og søn er sammen hele tiden, har faste ritualer i en kærlig symbiose, og sådan har det altid været i hele Jacks korte liv. Hvorfor er de to lukket inde? Sandheden er skræmmende: Det viser sig, at moren er blevet bortført som 19-årig af en mand, som hun har fået et barn med – romanen er flygtigt inspireret af sagen om Josef Fritzl og datteren Elisabeth, der fødte sine børn i fangenskab. Sammen planlægger den tapre mor og Jack at flygte.

Men selv om der er øjeblikke af rent ud sagt sindsoprivende spænding, så er det ikke det spektakulært-kriminalistiske, der har interesseret forfatteren. Med den kloge, kærlige og ordglade Jack som en ikke-indladende fortællerstemme, der hele tiden prøver at forstå sine omgivelser på egen krop eller skabe mening af opsnappet voksensnak, bliver det i stedet til en meget bevægende, men usentimental historie om andet og mere. Den uvidende og vidende Jacks univers har været trygt. Nu skal han lære verden at kende på rekordtid – på godt og ondt – sådan som vi alle har skullet opdage den. Gennem Jacks jomfruelige øjne ser vi og reflekterer over det samfund, de sociale og psykologiske mekanismer, vi lever efter – og som man sagtens kan stille spørgsmålstegn ved.

Der er sjældent skrevet smukkere og mere nænsomt om forholdet mellem mor og barn, om kærligheden som overvinder alt, om den den gensidige afhængighed og også påtvungne samhørighed, som på et tidspunkt må brydes – det lukkede rum kan vel symbolsk opfattes som en livmoder. Og »Rum« minder os om foruroligende grænser, vi også selv er nødt til at sætte for vores tilværelser. Der er i det hele taget et fascinerende rum i og uden for »Rum«, som er en hjerteskærende, uafrystelig læseoplevelse. Ser verden ikke en lille smule anderledes ud, når man har lagt den til side? Færdig, men ikke færdig med den.