Et politisk spil

Spanien er et af de lande i verden, hvor nationens tilstand nærmest kan spejles i spillet på fodbold- banerne landet over. Her handler spillet aldrig kun om fodbold, hvilket to danske forfattere meget fint afdækker historisk i ny bog.

Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Sport og politik skal ikke blandes sammen, lyder det ofte, når nogle eksempelvis stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor et VM skal holdes i en diktaturstat, eller når et eller andet multinationalt olieforurenende selskab stiller op som storsponsor for en fodboldklub.

Sagen er bare, at de to ting slet ikke kan skilles ad. Sport er politik, og et af de steder, hvor nationens tilstand nærmest kan spejles i spillet på fodboldbanerne, er i Spanien.

»En fodboldkamp i Spanien handler aldrig kun om fodbold«, som de to danske forfattere Svend Rybner og Jesper Ralbjerg skriver på omslaget til deres bog »Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico«, og deri ligger hele grundlaget for en af de interessanteste danske udgivelser om spansk fodbold i flere år. For dette er ikke en fanbog, der ensidigt hylder Real Madrid, FC Barcelona, Messi eller Ronaldo. Det er derimod en bog, der viser, hvordan fodbolden er så dybt integreret i det omgivende spanske samfund, at det ene ikke kan eksistere uden det andet. Således kommer bogens mere end 350 sider rundt om temaer som borgerkrig, diktatur, demokrati, løsrivelsestendenser, økonomi, historie og sågar musik. Alt sammen med udgangspunkt i fodbolden. Kapitlerne veksler mellem tematiske nedslag om eksempelvis »Baskerlandet« og »Klubpræsidenterne« og så en række portrætter som dem om Jacinto Quincoces aka »Muren fra Barakaldo« og »Kongesønnen« Raúl González Blanco.

Absolut fascinerende læsning. Emner som Francos diktatur, Den Spanske Borgerkrig og rivaliseringen mellem kongeklubben Real Madrid og catalanske FC Barcelona fylder naturligvis godt i bogen, men de mange velvalgte anekdoter, der knytter sig til historien, bliver aldrig fortalt, uden at der er en dybere mening med det. Og det er endnu en af bogens store styrker. En menigmand som undertegnede, der måske har hørt om det catalanske galehus eller FC Sevillas Ultra-fans, men ikke kender spanske samfundsforhold eller fodboldhistorik i detaljen, får meget ud af denne bog. Jeg havde eksempelvis aldrig hørt om, hvordan gambianeren Biri Biri, der engang spillede i Danmark, havde fået kultstatus i Sevilla og indgik i en af fanklubbernes navn.

»Fodbold i Spanien« har masser af den slags ting at byde på. Naturligvis også i form af interview med centrale aktører og forfatternes egen ganske omfattende research. Den store udfordring for dem har givetvis været at begrænse det enorme materiale, men netop det er også sket med sans for detaljen og uden at ødelægge det store billede af et splittet land og dets altdominerende sportsgren.

Så hvis du skal købe en bog om spansk fodbold lige nu, så glem den seneste biografi om en af de mange spanske stjerner og køb i stedet »Fodbold i Spanien«. Den giver dig det hele – og lidt mere til.

Hvem: Svend Rybner & Jesper Ralbjerg

Hvad: »Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico« 360 sider ill. 300 kr. Muusmann Forlag