I 2004 udsendte lyrikeren Morten Blok sin første prosabog, der hed »At bære væslerne hjem«. Det var en slægtsbog med kapitler omhandlende far og morforældre samt forældre og nye samlevere, barndomsvenner og kærester. Nu har han så udsendt samlingen »Hjorten i dit blod«, som gennemskriver flere af de samme historier, men føjer nye til, bl.a. om foratterens eget ægteskab og skilsmisse. Tonen er blevet endnu dybere og mere dyster, endnu mere selvfordømmende. Og det har sat sine spor på stilen.
Hvor prosaen i den forrige bog balancerede på en fin knivsæg mellem det realistiske, konkrete og sansede, er det nu tolkningen, der tager over; en tolkning, der nådesløst omfatter hele livet i metaforer, der er hentet fra det kropslige fysiske register. Det er barsk læsning og som den skrider frem også en smule ensformig.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget fortolkningen spiller ind på, hvilket liv man har haft, og hvilket man får. Havde det været Jens Blendstrup, der gennemskrev disse erindringer, der ved gud ikke er morsomme, men alligevel barokke (som den om morfaren der ved en julekomsammen begynder at gnave af benfadet eller den om moren der hver morgen må starte farens bil ved at trække den i gang), så havde det været med humor. En humor, der vel og mærke er betalt, og derfor aldrig virker billig eller letkøbt.
Det er ikke den tilgang, Blok vælger. Tværtimod synes hans personlige genfortælling af fortiden at trække sig mere og mere indad, ind i et lukket rum gennemsyret af mørke. »Vi er en slægt af mænd, der styrtede,« som han skriver om sin far, og som han dermed også lukker sig selv fatalt ind i. De mest gennemgående ord er ord som at udkrænge, blommen, puds, byld, rådne, hvide, blære, spyt, olieret, svulme, betændt, bespændt. Den gennemgående metafor er vandet, det rådne brakvand, i hvilket familien driver som en hjælpeløs syg gople.
Det er smukt og sikkert skrevet, skønt metaforerne til tider går over gevind. Skriften er som en kniv, der skærer sig gennem kød, blod og materie, søger ind mod de hvide rene ben i en næsten anorektisk bevægelse efter sandheden bag alting. Man føler sig overbevidst om, at det, Blok afdækker, også er sandheden om familien. Sådan er den, set i nihilismens sorte lys. Og at det har været en forfærdelig historie om død, sorg, smerte, skilsmisse og indestængte følelser, der druknende de enkelte individers glæde og livsudfoldelse. Men man ville ønske, at humorens eller kærlighedens nåde indimellem ville indfinde sig og give menneskene, ikke mindst forfatteren selv, deres trods alt forsonende præg tilbage.
