»Da den syttenårige Karl Rossmann, som af sine stakkels forældre var blevet sendt til Amerika fordi en tjenestepige havde forført ham og fået et barn med ham, gled in i Newyorks havn på det allerede langsomt sejlende skib, så han den allerede for længst iagttagede statue af Frihedsgudinden som i et pludseligt stærkere sollys. Hendes arm med sværdet ragede ligesom på ny i vejret, og om hendes skikkelse blæste den frie luft.«
Velkommen til den nye verden, til Karl Rossmanns verden, til Franz Kafkas verden! Det er de første linjer i sidstnævntes ufuldendte roman »Amerika«, der her er citeret, og allerede her ligger kimen til meget af det, der venter: Det tvetydigt-ironiske (»de stakkels forældre«). Forvisningen (hovedpersonens). Det amerikanske (som dog aldrig bliver skildret i den forstand realistisk, fordi Kafka aldrig selv satte sine ben på kontinentet). Faderskaber (Karls nu fjerne far har forstødt ham, Karl er selv far, men på en fjern og uvirkelig måde).
Der er, som altid, så meget på spil hos den tjekkiske, tysksprogede jødiske forfatter, der døde så ung, kun 40 år gammel, i 1924, og hvis »Amerika« måske har stået lidt i skyggen af hans ligeledes ufuldendte roman »Slottet« og meget i skyggen af den også ufuldendte roman »Processen«, så er den dog på sin egen måde lige så mesterlig. Lettere i tonen, nogle steder nærmest muntert bizart legende, men hele tiden med den der kafkaske uvirkelighedsfornemmelse, hvor det, der på overfladen kan virke nøgternt og håndfast, vibrerer svimlende på en bund af fundamental uvished.
Sprogets klarhed bidrager altid til den kafkaske dobbelthed, således også i »Amerika«, hvor Karl Rossmann møder mærkelige skæbner, inklusive sin egen, i en verden, der er helt forskellig fra den gammeleuropæiske verden, han er rundet af. Denne sprogets klarhed udmærker også Karsten Sand Iversens smukke nyoversættelse. Som her:
»Trods alt fast besluttet på ikke at sove satte Karl sig på værelsets eneste stol, udskød foreløbig udpakningen af kufferten, da han jo kunne bruge hele natten på det, og bladede lidt i Biblen uden at læse noget. Så tog han fotografiet af sine forældre i hånden, hvor hans lille far stod høj og rank mens hans mor sad lidt sammensunken foran ham i lænestolen«.
Hele den indviklede historie om tilblivelsen af romanfragmentet skal ikke refereres her. Det står dog fast, at det fornuftigvis er den såkaldt tekstkritiske udgave, oversætteren har oversat fra, og at romanen ud over titlen »Amerika« har fået tilføjet den alternative titel »Den Borteblevne« (tysk: »Der Verschollene«), som var den titel, Kafka selv brugte, når han refererede til sit work in progress. Bortset fra det blot dette: Det er ren læselyst, det her, for Kafka var aldrig andet end sublim, og Karsten Sand Iversens dansk er et perlende smukt dansk, der sublimt låner sprogtone fra Kafkas perlende smukke tysk. Klassikere skal nyoversættes en gang imellem, »støves af«, gen-præsenteres, men det skal gøres ordentligt, og med denne Kafka-udgivelse, der altså udkommer i 90-året for mesterens død, har man gjort netop dét. »Amerika« fremstår, som den skal, som et tidløst mesterværk, fuldendt i al sin ufuldendthed. Nye Kafka-læsere kan godt begynde her.
Titel: Amerika Forfatter: Franz Kafka Oversat af: Karsten Sand Iversen Sider: 272 Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal
