Et liv med Leth

Ny bog følger i en toårig periode i hælene på forfatteren, filmmanden, cykelentusiasten, globetrotteren og mennesket Jørgen Leth fra fødebyen Aarhus, over København og Pyrenæerne, til det eksotiske Haiti.

Jørgen Leth. I anledning af en ny biografi om Jørgen Leth, "Jeg har lyst til at vende tilbage til alting", skrevet af Andreas Fugl Thøgersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Journalisten Andreas Fugl Thøgersen har fra foråret 2015 til foråret 2017 fulgt den snarlige 80-års-fødselar Jørgen Leth. I sin nye bog, »Jeg har lyst til at vende tilbage til alting« tegner han i tæt samarbejde med hovedpersonen selv og dennes familie, venner og kolleger et alsidigt portræt af fænomenet, kunstneren og mennesket Jørgen Leth.

Det sker gennem en række nedslag, eller scener for at bruge en filmisk term, i mandens begivenhedsrige liv. Leth set udefra, fortalt gennem 80 scener. Ud af den tilgang er der kommet en broget erindringsmosaik, som dog er ganske tro mod Leths person, stil og sprog.

For de Leth-dedikerede (som der er mange af – mig selv inklusive) vil der forekomme en del gentagelser under læsningen. Gennem de 240 sider optræder mange repetitioner af anekdoter, som Leth tidligere har fortalt med sine egne ord. Flere har optrådt i Leths indtil videre fire erindringsbøger.

Repetitionerne virker i første omgang småfrustrerende for de kyndige. Disse vil givetvis ofte sidde med en »Det vidste jeg allerede godt«-følelse. Men hos Leth ligger der netop noget rituelt i gentagelsen. Den er et kunstnerisk grundvilkår. En tilbagevendende metode.

For Leth er der noget ædelt forbundet med gentagelsen - med det at insistere på at genfortolke de gamle erindringer løbende. Læst ud fra den præmis fungerer bogen.

Forsiden til Andreas Fugl Thøgersens nye bøg »Jeg Har Lyst Til At Vende Tilbage Til Alting«, hvor Jørgen Leths liv fortælles gennem 80 scener. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forsidefoto: Gyldendal/PR.

Leth går tilbage til steder, minder, meritter, sansninger og motiver. Vækker dem til live igen. Som hans datter Karoline beretter, så vælger hendes far »altid den bedste historie«. Den strategi giver »scenerne« dramatisk tyngde og skaber samtidig en vis leksikalsk orden og naturlig fremdrift.

Denne store bevidsthed om gentagelsen og en lethsk selvfortælling i løbende udvikling udviser Thøgersen en fin forståelse for at indfange.

Biografisten er generelt god til at zoome ud og elaborere på historierne og tilføre dem et personligt perspektiv. Han er heller ikke bleg for at skildre Leths mindre imødekommende, mere vanskelige sider, som når han er vrissen, urimelig, ugidelig og opgivende. Ukontrollerbare sider, der hører med, når man udover at være et kreativt væsen samtidig er et vægelsindet menneske i sine sansers vold.

Det er disse sider, der undertiden kan få Leth til at fremstå som en næsten parodisk kunstnerkarakter. Dem er Thøgersen heldigvis ikke for høflig til at tage med i portrætteringen.

Sammenlagt tegner bogen et billede af Leth som et lige dele temperamentsfuldt og skrøbeligt gemyt. Vi oplever ham både som »grumpy old man«, der ifølge sønnen Asger har smadret flere telefoner på hotelværelser end noget andet menneske, og som en levemand som »hader buffeter«, og som urokkeligt insisterer på at få specialbehandling. Men samtidig beskrives også hans ekstremt hjertelige sider.

Sidstnævnte sider kommer især til udtryk, når Leth fx beretter om sine børn, sin DSB-ansatte far, Kaj, de gyldne barndomsminder fra Aarhus Cykelbane, ømheden over for tidligere kærester samt over de mange vilde oplevelser, han har delt med gamle venner, hvoraf flere i dag er døde. Men lige netop døden vil han helst ikke tale om.

Erindringsbogens største gevinst for de allerede indviede læsere er dog de udaterede filosofiske og poetiske optegnelser fra Leths notesbøger samt inklusionen af en række personlige postkort og artikler fra ungdomsårenes blåøjede blafferture ned gennem Europa.

Det er i disse passager, at Thøgersens bog for alvor tilføjer nye aspekter til fortællingen om Leth. Er man derimod novice, bør man i stedet kaste sig over Leths egne erindringsbøger.

Titel: »Jeg Har Lyst Til At Vende Tilbage Til Alting - 80 Scener Fra Jørgen Leths Liv«
Forfatter: Andreas Fugl Thøgersen . Sider: 240. Forlag: Gyldendal. Pris: 299,95 kr.