Da Kaspar Rostrup for snart fire år siden udsendte første bind af sine fine erindringer, kaldte han dem »Sølvfloden« – en reference til den utæmmelige skaberkraft, han allerede fra barneårene fornemmede løbe som en understrøm i tilværelsen. Glæden ved at skabe – ikke mindst det teater, han siden kom til at bruge et efterhånden langt liv på. Vi efterlod ham akkurat der, hvor kunstnerskabet skulle til at folde sig ud for alvor. Og selv om vi i fortsættelsen af erindringerne møder ham på Aarhus Teaters elevskole, er han hurtigt i gang med en kometkarriere som sceneinstruktør.
Den tidligere titels sølvstrøm er nu erstattet af den langt voldsommere rullende »Stormfloden«. Her samler Rostrup sine evner i teatrets tjeneste – det teater, han ved så meget om. Få kan tale med så stor overbevisning om kunstens ret: For ham er det selvfølgeligt, at den indre virkelighed er »lige så sand som den ydre, alene af den grund, at den er min fantasi og mine tanker.«.
Er han den eneste herhjemme, der med en selvfølgelig kontakt til kunstens evighed kan referere med store ord helt tilbage til oldtidens oprindelige, religiøse teaterformer – ikke fordi han var der selv, men fordi hans teateropfattelse ikke blot er horisontalt fremadskridende, men også vertikal? Med kontakt til hele teaterhistorien. Teaterhistorie – det kan han nu ellers selv være. Hold da op, hvor har han lavet meget i sine 50 år på teatret, og i bogen sætter han scenen for en stor del af det med instruktørens fornemmelse for både psykologi, billeder og sprog. Han skriver blændende, igen som en stor teatermand må skrive. Konkret og sanseligt. Snart anekdotisk morsomt, snart følsomt og vibrerende registrerende.
Vi er med på det Vestergade 58, der indvarsler en ny teatertid i Aarhus. Vi kommer helt tæt på processen i de store totalteaterforestillinger på Gladsaxe Teater, som han snart skulle stå i spidsen for. Forestillinger, som omtrent revolutionerede dansk teater i 1970erne. Pragtfuldt beskrevet indefra, så teaterstøvet letter. Allerede på Aarhus Teater, da han iscenesætter første gang, var der stærk udlængsel på spil: »Jeg ville slå ruden i stykker, jeg ville være midt blandt publikum.«. Vi kommer med, når han foretager rejsen fra teatrets »tagselvbord« til filmens »puslespilsverden« blandt andet med den Oscar-nominerede »Dansen med Regitze«. Den skamklippede millionproduktion »Bryggeren«, som han brugte fem år på, men som mildest talt fik en blandet modtagelse, er et af de få fejlslagne projekter: »Jeg følte mig som den stakkels soldat dybt inde i den sønderjyske skov.«
Han lægger ikke skjul på, at den voldsomme indsats også har haft konsekvenser undervejs. Et sammenbrud midt i livets skildres både stærkt og diskret med et sprog i gyngende opløsning. Det er et imponerende liv i evig bevægelse, der rulles op. En bevægelse, som slet ikke er slut. En dagbog fra arbejdet med den nænsomme iscenesættelse af »Glasmenageriet« på Folketeatret for et par sæsoner siden er en slags motor i bogen. For Rostrup er både teatret og filmen »en søgen i mennesket, en udforskning af dybder og hemmeligheder, man aldrig bliver færdig med.«. Et forsøg på at skabe orden i kaos. Den tilgang har han også til sit eget liv, og det giver fremragende læsning.
Hvad: »Stormfloden«
Hvem: Kaspar Rostrup
Forlag: Gyldendal
Sider: 424
Pris: 350 kr.
