Et forspildt liv

Roman. »Enhver« Philip Roth er på banen igen med romanen »Enhver«, men det er bestemt ikke en af hovedværkerne.

Hovedpersonen i Philip Roths seneste roman lader sig lidt viljeløst drive af sit kvindebegær. Den anonyme hovedperson lader sig skille fra sin første hustru for i de næste 30 år at tilbringe livet med en yngre kvinde. Men han kan ikke holde sig på måtten og har sex med en sekretær på arbejdet og en mere alvorlig affære kørende med en dansk fotomodel, som han til sidst gifter sig med.

Det lyder som hæmningsløs livsglæde, men romanen er præget af tungsind, ensomhed og først og fremmest død.

Det hele begynder da også på en jødisk begravelsesplads i New York området. Bogens hovedperson er død, og vi får nu rekapituleret hans liv.

Det er et klassisk Philip Roth liv. Ligegyldigt om det er unge ambitiøse forfattere, professorer eller som her en art director i et reklamefirma, spiller det seksuelle begær en dominerende og i dette tilfælde ødelæggende rolle.

Han har mistet sin første hustru hvilket han nu ikke begræder så meget men hans to sønner fra dette ægteskab har kun foragt og forstilt ligegyldighed tilovers for ham. Dernæst ødelægger han sit forhold til sin anden kone, Phoebe.

Hovedpersonens ældre bror, Howie, er en elskelig og tolerant mand, men også den relation spolerer romanens hovedrolleindehaver ved at misunde ham hans gode helbred. Der er tale om en ensom mand, der kun har en datter tilbage og så gamle forretningsforbindelser.

Men han er også en menneskeligt doven person, som sætter begæret højere end at yde noget for de mennesker. Jo mere døden trænger sig på og blodårene fedter til, jo mere desperat og patetisk bliver vores hovedperson. Til sidst tager han ud til den begravelsesplads, hvor han selv skal komme til at ligge, og hvor han fører en dialog med sine afdøde forældre.

Hans far formaner ham til at ikke at spilde sit liv yderligere:

Har man fulgt Philip Roths forfatterskab godt 40 år tilbage, føler man, at man kender Roth på sin egen krop.

Med alderen er Roth blevet mildere og mere sørgmodig. Det oprørske er gået af hans figurer og en langmodighed med det amerikanske liv, som i »Amerikansk Pastorale« og en glæde over den jødiske livline som i romanen om hans far, »En søns far«, har indfundet sig. Han synes at fortsætte denne kurs med den sagtmodig triste historie i »Enhver«.

Det er en kort roman. For kort. Man savner flere sider til at beskrive forholdet til Howie, som han mister forbindelsen med, angiveligt fordi Howie har et bedre helbred end ham. Det er ikke troværdigt; der må være flere nuancer i det forhold. Men Philip Roth kan sine personer og spiller sit tema fint ud.

Det er ikke et hovedværk i forfatterskabet, men dem har der allerede været så mange af.