Et fængslende portræt af en kvinde og kunstner

»Mit navn er Lucy Barton« er en menneskeklog og meget læseværdig roman.

Cover Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Hvor henter en forfatter sin energi og styrke? Er det i evnen til at iagttage og bevæge sig i pendulfart mellem fortid og nutid? Og er en lykkelig barndom nødvendigvis det mest ansporende for en forfatter?

Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig undervejs i læsningen af den amerikanske forfatter Elizabeth Strouts roman »Mit navn er Lucy Barton«. Elizabeth Strout har skrevet flere prisbelønnede romaner, og hendes internationale gennembrud var »Olive Kitteridge«, som også er oversat til dansk. Hun er kendt for sine nuancerede skildringer af menneskelige relationer, og det er netop fremstillingen af de sammensatte følelser, der bringer »Mit navn er Lucy Barton« op på dens meget læseværdige niveau.

Bogen er en fængslende sammenfletning af en kunstnerroman og et portræt af en kvinde med et kompliceret forhold til sin mor. Forfatteren i bogen, Lucy Barton, er dybt taknemmelig over at have mødt empatiske mennesker på afgørende tidspunkter i sit turbulente liv. Det, hun kalder New Yorks »gavmilde strøm af uventede møder«, har givet hende mod til at kæmpe videre, trods de ar på sjælen, hun har fra sin barndom. Disse mennesker har på samme måde båret på smerterige erfaringer, og dem spejler hun sig i.

Et væsentligt budskab i »Mit navn er Lucy Barton« er pointeringen af, at man må have sjælevenner, og det, der gør bogen til et vigtigt værk med et universelt budskab, er, at Lucy Bartons stærkt problematiske opvækst - og den får vi kun serveret i bidder – er usentimentalt fortalt, men med stor dybde. Som korte erindringsglimt af barndommens alt for hyppige, konkrete indespærring og traumatiserende omsorgssvigt og den knugende stilhed og ensomhed, der har givet hende rig mulighed for at lytte til »lyden af voksende majs«, uhyggeligt akkompagneret af hendes eget angstfyldte hjerteslag. Med et Tennesee Williams-citat har hun været »afhængig af fremmede menneskers godhed«, og særligt troværdig er bogens beskrivelse af de følelser, der rumsterer i den voksne Lucy, da hun under en længerevarende hospitalsindlæggelse genser moren og gennemlever både kærlige og klaustrofobiske følelser.

»Mit navn er Lucy Barton« er en menneskeklog roman, skrevet med stor ægthed, ikke mindst der, hvor hovedpersonen vedkender sig sit personlige behov for selvrealisering. Ønsket om at blive til noget. At blive forfatter. Det er et stort følelsesmæssigt landskab, vi bliver præsenteret for, og i et krystalklart sprog. Elizabeth Strout forstår at koncentrere sin fortælling og dermed sørge for, at vi bliver endnu mere lydhøre over for ordenes dybe undergrund. Hendes uhyre bevidst formede fortælling - i Ida Jessens smukke oversættelse - kan man kun være taknemmelig for. Med sit brede vingefang - når den skuer ud over skyld, svigt og savn - minder den os alle om, at alt, hvad man foretager sig i en familie, har betydning.

»Mit navn er Lucy Barton« Forfatter: Elizabeth Strout. Oversætter: Ida Jessen. Sider: 184. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.