Et ekko af minder og overleveringer

Jonas Suchanek er barn af det hedengangne Tjekkoslovakiet. I debutromanen, »Do danska«, sætter den 32-årige forfatter tingene på spidsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jonas Suchanek er med egne ord »relativt anarkistisk opdraget«. Som lille kunne han gøre, som det passede ham.

Derfor kørte han i Prag, hvor han kommer fra, ofte rundt i sporvogn og filosoferede over fremtiden. Mens andre børn ville være kosmonauter – som Jurij Gagarin, den første mand i rummet – drømte Jonas Suchanek om at blive opdagelsesrejsende.

»Det var egentlig en underlig ting at drømme om, for Tjekkoslovakiet var dengang underlagt et kommunistisk styre med striks udrejsekontrol. Folk med privilegier, hemmelige agenter, statens købmænd og deslige kunne snildt rejse til Vesten, men for den menige borger var det nærmest umuligt,« siger Jonas Suchanek og tilføjer:

»Men en rigtig forfatter – det har jeg faktisk også altid gerne ville være.«

Jonas Suchanek er aktuel med sin debutroman, »Do danska«, der går tæt på en opvækst, set gennem en ung immigrants optik – ikke nødvendigvis hans egen opvækst 1:1. Men mytologisk set korrekt.

»Når jeg siger, at 80 procent af beskrivelserne i bogen er rigtige, er det, fordi den er baseret på virkelig hændelser. Men det er hændelser, der er sat på spidsen. Jeg mener, at bogen hellere skal læses som et ekko af minder og overleveringer fra en post-tjekkoslovakisk boble og fremad og mindre som en faktuel udredning,« siger den 32-årige forfatter.

»Spørgsmålet er også, om det overhovedet er interessant at skelne mellem fakta og fiktion? Normalt er sandt og falsk to yderpunkter – men i romanen her er de blandet godt og grundigt sammen,« siger han.

Men romanen er vel en slags selvbiografi? når overtegnede at spørge, inden en venlig tjener stiller vores drikkevarer på bordet på en café i indre København. .

»Det kan man godt kalde den. Jeg har taget kunstneriske friheder for visse steder at gøre fortællingerne mere absurde og groteske, men romanen læner sig op ad min egen historie og min rejse til Danmark,« siger forfatteren, der kalder sig selv for »papir-komponist« og »kranie-nomade«.

Hans liv har budt på hele 33 flytninger. Han blev født i Olomouc, der efter sigende er byen, hvor Europas sidste vampyr blev spottet. Her blev han i to år frem til 1983, hvorefter familien de næste seks år boede i hovedstaden, Prag. Umiddelbart før Murens fald flygtede familien med Jonas på slæb til Danmark. Efter et kort ophold i Sandholmlejren var den igen på farten. Denne gang med kurs mod Nordjylland, hvor familien fra 1989 til 2001 boede i henholdsvis Hesselholt og Aalborg. Siden 2001 har Jonas Suchanek haft fast bopæl i København.

Hovedpersonen i Jonas Suchaneks debutroman er en ung tjekkoslovakisk dreng, der bor i et kulsort, faldefærdigt kommunistisk Prag sammen med sin laissez faire-kunstneriske mor, den rebelske bror og stedfaren, Pavel, der har hulemandsskæg og tykke, brune briller. Mens moren slår med en grydeske, når drengen er uartig, hænger slagene mere løst på stedfaren. Han slår bare, og det samme gør broren. Et gennemgående tema i bogen er opdragelse – eller mangel på samme.

Var din barndom virkelig sådan? Du skriver et sted i bogen, at »Sovjet slår tjekkoslovakkerne. Tjekkoslovakkerne slår tjekkoslovakkerne. Pavel slår mor, bror og mig. Mor slår bror og mig. Bror slår mig.«»Ehm,« tøver Jonas Suchanek et kort øjeblik, tager glasset op til munden, smager på ordene, hvorefter han tager en slurk af sin øl og siger:

»Det kan måske virke som en barsk skildring, men jeg vil nu mene, at den er meget nøgtern og reel. Nu ved jeg godt, at Yahya Hassan og misrøgt af børn er et hot emne, men pointen er, at det i mit tilfælde ikke er familiens skyld. Jeg prøver at vise, hvordan samfundet påvirker individet. Jeg fisker ikke efter sympati. Jeg føler, at man meget hurtigt kan give mig offerrollen – men den vil jeg faktisk gerne være fri for, for det er ikke sådan, jeg oplever tingene. Jeg er et frit og lykkeligt menneske«.

Desuden er der mange andre temaer i bogen at tage fat på, ud over den måske lemfældige opdragelse, insisterer han.

»Men jeg kan røbe, at det længe har været en historie, som har presset sig på for at komme ud, men som ikke rigtig har fået lov. Et eller andet sted i min bevidsthed har der dannet sig en prop. Det er denne prop, der nu er fjernet, og som har udmøntet sig i romanen her. Så selvfølgelig er det sandt,« siger Jonas Suchanek og tænder en smøg.

»De her historier har hele tiden rumsteret i mit hoved, de blev ved med at snige sig ind i mine konstruktioner, når jeg ville skrive om noget andet. Derfor tog jeg affære og gav den los. Men her skal det lige siges, at alle i familien er klar over, hvad jeg har skrevet om.«

Vi skifter emne, og samtalen går nu på, hvorvidt han har gjort sig nogle tanker om, hvilke læsere han gerne vil appellere til, emnemæssigt.

»Jeg har været bevidst om, at jeg gerne vil skrive folkeligt og ikke prætentiøs, høj litteratur. Jeg har en historie, som jeg gerne vil fortælle folk – og som jeg faktisk synes er vigtig. Derfor vil jeg gerne nå ud til et så bredt publikum som muligt. Uden at det skal lyde for kalkulerende,« siger Jonas Suchanek.

»Jeg skriver i en stil, man kan karakterisere som kvasi-antropologisk. Personlig, tør, humoristisk, skæv. Og med en bagvedliggende ideologisk undertone.«