Et brus af musik

The Beatles, og »Nowhere Man« især, er underlægningsmusik til Thorstein Thomsens »Nowhere kid«. Hvad ellers, når romanen foregår i 1960erne.

Bogcover. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men jeg-fortælleren John er ikke »blind as he can be, just sees what he wants to see«, som sangen fortæller. Han ser tværtimod mere end de fleste jævnaldrende teenagere og holder sammen på sin tresser-ramte familie.

Faren fifler og ender i fængsel, og efter fem måneder har alting ændret sig. Moren har fået et job, og faren er agterudsejlet. Storebror Jørgen gør oprør, lader håret vokse og forsøger sig som musiker. John, som både er bedre til piger og til at spille og synge end Jørgen, går stille med det. Lige så stille er forfatterens neddæmpede og klare tidsbillede, anskueliggjort gennem familiedramaet.

Med autentisk gode og korte replikker og et sansemæssigt brus af musik og lyrik. Som lysende farvestrejf på en hverdagsgrå baggrund. Måske skyldes disse sproglige »riff« Thomsens egen ungdom som musiker i 60erne?

Mød Thorstein Thomsen på BogForum, fredag kl. 11.30