Et af de sidste vidner

Arlette Andersen overlevede Auschwitz og er et af vore sidste vidner til nazismens ondskab i lejren. I »Pigen Fra Auschwitz« fortæller hun sin historie.

Arlette Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er sjældent i Danmark, at vi får erindringer fra Holocaust-tidens værste kz-lejre gennemlevet af danskere. De danske jøder undgik jo denne skæbne, selv om det var slemt nok i Theresienstadt. En del af de østeuropæiske jøder, der kom til Danmark i efterkrigstiden på flugt fra kommunismen havde kz-erfaringer, men var sjældent i stand til at få udgivet bøger på dansk. Iboja Wandall-Holms gribende erindringsbog »Morbærtræet« var en af de få. Nu foreligger der endnu en bog af en dansk-jødisk kvinde, der beskriver sin skæbne i kz-lejren Auschwitz. Det er Arlette Lévy Andersen, der med bogen »Pigen fra Auschwitz« beretter om sin mirakuløse overlevelse. Arlette Lévy Andersen har i mange år holdt foredrag i Danmark for at fortælle om sin og de andre fangers skæbne, og det er Morten Vestergaard, der beretter hendes historie.

Selvfølgelig skal man være kritisk over for al erindringslitteratur også Holocaust-erindringer, men der er intet i denne bog, der virker konstrueret eller forkert og dens hovedfortælling svarer da også til, hvad vi ellers ved om kz-lejrenes dæmoniske univers. Der er altså tale om en i høj grad troværdig bog, hvor det er lykkedes Morten Vestergaard at gengive Arlette Andersens mundtlige fremstilling på fornem vis.

Arlette Lévy var en fransk-jødisk pige på 18 år, der kom til at dele skæbne med så mange andre jødiske mænd, kvinder og børn fra det besatte Europa, da hun blev interneret og senere deporteret. Morten Vestergaard giver et billede af familiens historie og nazismens greb om Frankrig i årene op til deportationen af de franske jøder hvilket skete med aktiv deltagelse af franske myndigheder.

Der er ingen grund til at genfortælle rædslerne. Vi kender dem fra andre bøger. Men uhyggen og skrækken, som den unge pige har følt, er tydelig at mærke i bogen. En del af Arlette Andersens familie blev dræbt af nazisterne, og bogen er et smukt mindesmærke over dem og de andre fanger. Bogen indeholder ikke alene rædselsscener, men er også fortællingen om gode veninder og en græsk jøde, der frelste Arlette, og som hun genså 40 år efter stærkt gribende. Der er bevaret breve fra interneringsperioden i Frankrig og fotografier fra tiden før og efter Auschwitz, og disse giver bogen yderligere styrke. Selv om bøger af Primo Levi, Tadeusz Borowski, Elie Wiesel og andre har beskrevet disse Auschwitz-oplevelser, også i bøger oversat til dansk, så er det dog vigtigt, at også en dansk kvinde kan fortælle en ny generation, hvad der skete i denne lejr, hvor ondskab var virkelighed.