Forfatteren Jens Christian Grøndahl er kendt for sin udsøgte prosa, hvor han skriver stemninger og erkendelser frem i en helt klassisk europæisk prosatradition, og den nye essaysamling, »Den sibiriske måne«, er ingen undtagelse.
Men disse essays er i lighed med forfatterskabet ingen pastiche over fortiden. Tvært-imod bærer Grøndahl nuet i sig gennem sine sansninger af den tomhed og intethedsfølelse, der har taget bolig i mange moderne mennesker.
Grøndahl skriver også på historien om det 20. århundredes totalitære amokløb, der illustrerer, at tragedien lurer rundt om hjørnet.
F.eks. skriver han et essay om den franske forfatter Patrick Mordianos historiske roman, »Dora Bruder«, der handler om en parisisk jødindes skæbne under krigen. Og hvor sagen er, at Mordiano er moderne, fordi han skriver i en prosa, der stiller flere spørgsmål end giver svar, og dermed radikalt adskiller sig fra de historiske romaner med alvidende fortællere a la Ken Follet.
Alle de træk gør Grøndahl til en umiskendelig europæisk forfatter. Det er ikke så underligt, at han bliver oversat til mange sprog, for netop den universelt humanistiske besindelse på frihedsværdier og den nærmest seismografiske sensibilitet helt ud i bisætningerne leder tankerne hen på ældre forfattere som Stefan Zweig og Thomas Mann, der begge nævnes i bogen.
Alle essays har været udgivet før, enten herhjemme eller i udlandet, på nær et enkelt. Nemlig et indfølende essay om Jørgen Leth, der vil kunne læses af Leths mange Tour de France-fans og alle andre, fordi det præcist viser, hvad der gør ham til kult blandt langt yngre: Leth som barn af modernismen. En mand, hvis æstetiske strategi som Grøndahl skriver er en »iagttagelsens distance (...) sagligt og detaljeret«, og hos hvem blikket og begæret er i centrum, fordi man »mærker hos Leth hele tiden den underløbende desperation. Der er ikke andet end overflade, men det er ikke nok«.
Det er så præcis en iagttagelse, at man øjeblikkelig får lyst til at læse Leth.
Udmærkede aha!-oplevelser
Halvdelen af disse essays handler om kunstnere og deres værker, ofte med rige afstikkere til filmens verden, og man mærker, at Grøndahl er uddannet filminstruktør. Den del af essayene har rigtig meget at byde på for de, der kender kunstnerne, han omtaler.
En særlig god tekst handler om den sprælske amerikansk-jødiske Saul Bellow, der inddrog arven fra store europæiske fortællere som førnævnte Thomas Mann og Fjodor Dostojevski og dermed genfortryllede den ellers hidtil så tempererede angloamerikanske litteratur. Bellow inpspirerede dermed så forskellige folk som den konservative litterat Alan Bloom, der skarpt påpegede, at de amerikanske universiteter var ved at glemme den klassiske dannelse, samt Bellows litterære arvtager Philip Roth, der fortsat står som et fyrtårn i samtidslitteraturen.
Pointen er, at man hos Grøndahl ikke får et traditionelt kunstnerportræt, men en mere eksistentiel læsning, hvor man som læser får flere udmærkede aha!-oplevelser.
Det gælder også i den anden del af Grøndahls essays, der handler om at skrive, om liv og værk, samt samtidsiagttagelser og modvilje mod, hvad han ser som til tider fordummende massekultur.
I den forbindelse anskuer Grøndahl rockmusikken som »oprør mere end musik« og ender med at begrunde sin modvilje med det synspunkt, at rockens verdensbillede udtrykker »goldheden bag den postulerede frigjorthed«.
Dét standpunkt skal nok ophidse gemytterne og er et af de essayistiske øjeblikke, hvor den ellers så rummelige humanist er kulturkonservativ og helt ude af trit med tiden med tydeligt ukendskab til nyere rockmusik.
Men ellers er der masser at hente hos Jens Christian Grøndahl.
»Den sibiriske måne« er en kontemplativ oplevelse, som bringer læseren ned i tempo, og oplevelsens intensitet står mål med fortællerens langsomhed.B
