Erling Jepsen digter løs om sig selv

Det går finurligt og mytomanisk og eminent spiddende for sig i Erling Jepsens nye roman.

Erling Jepsens nye roman er en lille skøn perle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der sidder hø i håret og halm i træskoene på Erling Jepsen, når han i sin nye roman, »Gramhavet. Familiehemmeligheder 1«, beskriver sin opvækst i den sønderjyske by Gram i jegform og med drengen Erling som hovedperson.

Måske vælter familiehemmelighederne trods bogens undertitel ikke ud ad skabet – meget af det har vi læst før i Jepsens tidligere værker – til gengæld vover forfatteren sig frem i noget, der ligner virkelighedens ubarmhjertige lys. Romanen ligner mere en selvbiografi end skønlitteratur, og jegfortælleren er forfatterens alter ego.

De færreste kan være i tvivl om, at Jepsen skriver på hovedstolen, og at hans forfatterskab er en humoristisk fabuleren om en temmelig barsk opvækst med blandt andet incest, indebrændthed og indremissionske indskrænkninger som fast inventar. Men han er også en digter med, forstår man, næsten mytomaniske træk og ifølge sine venner ret god til at mindes noget, som ingen andre husker har fundet sted.

Han eller rettere hans forfatterskab er, som barndomskammeraten Henrik Ruben Genz skulle have sagt, ligesom den høstak, en forsmået ægtemand fra Gram engang flyttede ind i. Hver gang nogen forsøger at få ham tilbage til virkeligheden, graver han sig længere og længere ind.

Men nu titter han altså frem, og selv om han fortæller nogenlunde den samme historie som tidligere, så har han sat sig selv på rollelisten og udvidet komfort- eller kampzonen, om man vil. Han bliver dermed en anelse mere selvreflekterende, men stadig med humoren som skjold og med så tilpas meget hø i håret, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er høstakken eller hovedet, man ser.

Fossiler

»Gramhavet« kaldes en roman, om end den slægter selvbiografien voldsomt på og i sin form snarere er en samling noveller med fælles fortæller. Gennemgående er tempoet rapt, begivenheder og ord vendes ofte på hovedet i et naivt nørdet perspektiv, og Jepsens dobbeltgreb om sprog og handling gør bogen til en skøn lille perle. Det sørgmodige og svære bliver sjovt, det sjove får bund og kant.

Ikke alle historier/kapitler står dog lige stærkt. Nogle steder, fordi man har læst det før, uden at der lægges nye lag på. Andre steder. fordi det sjove får overtaget, og fordi dybden ned til undergrunden og dét, der engang var det vidtrækkende, siden tilbagetrukne Gramhav under byen og oplandet, virker bundløs. Men mest er Jepsen eminent til at spidde det lavpandede og udforske det uudforskelige, og så er han ublufærdigt og selvudleverende meget mere til stede i teksten, end han har været før.

Ifølge Jepsen er de folk, der er født oven på det forne Gramhav og næret af det helt særlige klistrede Gram-ler, af en særlig støbning, mere hårdføre, mere primitive, som en slags levendegjorte moderne fossiler, der vil kunne overleve verdens undergang, formentlig uden at opdage det. De er så at sige undtagelsen, der bekræfter Darwin. Hvis de da ikke bare er et jepsensk koncentrat af det moderne menneske, som man finder det både her og der.

Den tidligere i forfatterskabet omtalte incest bliver i »Gramhavet« ikke omtalt som andet end antydninger fra især den »psykiske« faster Didde, men den ligger som et stille lydspor i baggrunden, der nok skal blive skruet op for i den planlagte fortsættelse.

Der er såmænd også masser af andre dårlige vibrationer at tage fat på, såsom den psykisk ustabile, dobbeltmoralske og dominerende far, de svære økonomiske kår, der får både hans og andre Gram-familier til at tænke overordentligt kreativt i måden at tjene penge på, og de religiøse og sociale bånd, der gør livet surt for den forelskede og/eller hormonmættede ungdom.

Romanen er dog langt fra et socialrealistisk tidsbillede af Sønderjylland i tresserne. Den er heller ikke (blot) en karikatur af den muld, vi danskere er rundet af. Overordnet handler den derimod om, hvordan en forfatter bliver til, eller rettere om, hvordan Erling Jepsen blev Erling Jepsen.

Med selvbiografiens fakta-fokuserede fremkaldervæske toner et spraglet og finurligt farvelagt s/h-foto frem af forfatteren, hans familie og hans fortid. Det ligner den ægte autobiografiske vare, men kulører og kontraster er lagt på af en krøllet hjerne. Og hvor meget skal man egentlig stole på en mand med hø i håret?

Titel: Gramhavet. Familehemmeligheder 1. Forfatter: Erling Jepsen. Sider: 240. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal