Erik Valeurs satire giver mindelser om Scherfig

Den Cavling-prisvindende journalist Erik Valeur, der for fire år siden brød igennem som skønlitterær og prisvindende forfatter med »Det syvende barn«, har gjort det igen.

»Logbog fra et livsforlis« af Erik Valeur leder tankerne tilbage til Scherfig. Fold sammen
Læs mere

Erik Valeurs »Logbog fra et livsforlis« skifter forfriskende og hyppigt scene og tid undervejs. I bogens første scene, der står som prolog og optakt til kriminalgåden, er vi i landets politiske centrum og hovedkvarter. Et statsministerkontor og en førerbunker indrettet som en bjørnehule, hvor dynastiet med mindelser om Kennedy-klanen, Blegman, residerer. I folkemunde omtales den magtliderlige familie som Hulebjørnens Klan.

Palle med de store ildevarslende svingende bjørnelabber er statsminister, og lillebror Poul er følgagtig om end mildt protesterende justitsminister. Det er nytårsdag 2015 sent om aftenen, da meddelelsen om moderens forsvinden rammer de to skruppelløse brødre i deres monstrøse hule og i deres magtfuldkomne afstand fra folket. Ikke fordi de vil savne det gamle familieoverhoved, men fordi hun har taget det testamente med, der skulle redde deres ødsle og flossede økonomi.

En anden scene i hovedstaden er drabschefens kontor, hvor Enkefruens mystiske forsvinden efterforskes af chefen selv og hans »Nummer To«. Et hold, der set i forfatterens mildt karikerende optik minder stærkt om opdagerholdet i en Olsenbanden film.

Et tredje magtfuldt forum er Taarbæk klubben, hvor højtstående tidligere embedsmænd mødes med håndplukkede repræsentanter for pressen, tyller Barolovin, og udstikker de overordnede retningslinjer for landets ledelse.

Men den vigtigste lokalitet for romanens fremdrift er det uheldsvangert hældende fyr på den yderste spids af Røsnæs, hvor særlingen Viggo Larssen har slået sig ned efter sin faglige deroute i dagspressen og flere indlæggelser med psykiske lidelser. I udfoldelsen af de betydningsbærende naturbeskrivelser af stedet tilføjer forfatteren et vigtigt litterært element.

Herlig læsekadence

På fyrbænken nipper Viggo til sin Rioja, da bogens jeg-fortæller dukker op fra nabohuset, som hun har lejet af Havheksen, og hvorfra hun fører daglige samtaler med en ræv.

Hun hedder Malin, og vi kender hende såmænd fra Erik Valeurs første roman, »Det syvende barn«, som plejedatter af børnehjemmets forstanderinde. Også Viggo Larssen har frekventeret børnehjemmet de første måneder af sit liv og trækker tråde til adoptivbørnene og sin senere opvækst i Søborg ved København.

Og det er her på villavejen i Søborg i 1960erne, hvor også Blegman klanen blev grundlagt, årsagen til Enkefruens forsvinden på underfundig vis skal findes. Her skete de skæbnesvangre trafikdrab, og her er sket en brutal voldtægt, der trækker lange spor op til romanens nutid. Og her står vi just ved den fortællemæssige hovedvej, der er Erik Valeurs helt egen.

Fortiden afsætter uafrystelige spor og minder tilbage i barndommen, der giver livet – og fortællingen – retning og konsekvens. Fortællerens tese, der loyalt mod forfatterskabet fremsættes af Malin ude ved fyret, lyder da også manifest, dæmonisk og programmatisk: »Alle har et hemmeligt liv, en dyb mørk grotte beboet af sære skygger, som rummer forfærdende tanker og følelser. Vi fortæller det ikke til andre. Vi fragter det med os fra fødsel til død, og vi tror i perioder, vi er de eneste med så forkrøblede forestillinger.«

Er det nøglen til og styrken ved Eriks Valeurs to store romaner, der begge udfolder dette hemmelige, dæmoniserede liv og giver det retning, så er det måske også en blokering for forfatterskabets videre udvikling. Måske er der nye veje og nye miljøer at opdage.

Men romanens handling gennemføres med stor konsekvens. Enkefruen bliver fundet, det forsvundne testamente dukker op og yder fortidens synder en vis – omend spekulativ – retfærdighed.

Mere skal ikke siges om opklaringen, der også rummer tydelige drømmespor om døden og livets afslutning, som også er et væsentligt omdrejningspunkt for romanen.

Foruden den højspændte og elementære spænding i bogen, der giver en herlig læsekadence og appetit, så nyder forfatteren – og med ham læseren – tydeligvis persiflagen selv, når han åler mediernes management-journalistik, psykiatriens feel-good-bevægelse, magtens hykleri og alskens politisk plat i de herskende klasser.

Det er satire af scherfigske dimensioner, der især bringer frydefulde tanker i retning af Hans Scherfigs noget undervurderede roman »Idealister«.

Titel: Logbog fra et livsforlis. Forfatter: Erik Valeur. Sider: 442. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.