Er Michael Strunge stadig værd at læse?

Michael Strunge blev til mytologi med sit selvmord og vil til evig tid være at finde på folkeskolernes og gymnasiernes pensumlister. Men holder hans digte som andet end vidnesbyrd om de neonblå 1980ere? Det er et spørgsmål, man stiller sig selv i selskab med Peter Rewers’ gode, grundige »Michael Strunge - digtning og virkelighed«.

Michael Strunge under sin første digtoplæsning, der fandt sted i Huset i København i maj 1978. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen: Emil Christensen/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Nu kan jeg flyve.«

Det var efter sigende det sidste, Michael Strunge sagde, inden han sprang ud fra femte sal og blev knust mod Webersgade på Østerbro. To år tidligere, i 1984, havde han udgivet en digtsamling med titlen »Væbnet med vinger«. Det er der unægtelig en grum ironi i.

Men netop det på én gang himmelstræbende – i en ikke-religiøs forstand – og det hårdt konkrete er noget af det, der tegner den poesi, Strunge nåede at skrive inden selvmordet, der var med til at gøre ham til meget mere end en digter: Med sin død blev han med ét mytologi, og han står nu i et evigt kærlighedsforhold til teenagere med mørke i hovedet og baudelairesk sortsyge i blodet.

Peter Rewers kredser, blandt meget andet, om dette i sin på flere måder omfangsrige biografi »Michael Strunge - digtning og virkelighed«. Jeg valgte at læse den sideløbende med Strunges digtsamlinger, som de står i »Samlede Strunge«, en sort mursten, der er udkommet i 18 oplag og med et salgstal på utrolige 40.000. Men jeg må også konstatere, at jeg som meget forhenværende teenager, jeg er 42, har lidt svært ved at få øje på klassen i de fleste af digtene.

De er unge på en ofte prætentiøs, overspændt facon, og selv om der træder en klarhed og sval skønhed frem i bevægelsen fra debutsamlingen, »Livets hastighed«, fra 1978 og frem mod de senere samlinger – ikke mindst »Verdenssøn« fra 1985 – ja, så er det en poesi, der nok har historisk signifikans, men som sjældent kan stå som andet end dette: Et dokument fra en tabt tid, et sindbillede på noget, der var.

At reducere et menneske

Peter Rewers’ sigte med »Strunge – digtning og virkelighed« er da heller ikke at gennemanalysere og løfte Strunges poesi, men mere at beskrive vekselvirkningen mellem liv og værk og ikke mindst at finde ind til det, der har gjort Strunge til indbegrebet af 1980erne.

Biografens tilgang til opgaven, og til dét at beskrive Strunge, fremgår af den gode indgangsbøn til de 480 sider, hvor der står: »At beskrive et menneske er at reducere det«. Det er sandt. Ikke mindst, når det gælder biografier, der i nogen udstrækning kan betragtes som fiktion baseret på virkelige hændelser.

Men i forfatterbiografier, som den, Rewers her gør sig i, finder endnu en form for reduktion sted: Han eller hun skrev, som han eller hun gjorde, fordi de gik i skole dér, havde en mor, der var sådan, og et kærlighedsliv, der var sådan. De skrev, som de gjorde, fordi de levede, som de gjorde, påstår biografierne. Men når alt kommer til alt er forfatterens liv fuldkommen ligegyldigt i forhold til læsningen af bogen, hvad enten det er poesi, noveller eller romaner. Skønlitteratur er skønlitteratur, ikke et spejl eller et vidnesbyrd. Det er i hvert fald ikke til at vide, hvordan de i så fald er det. Det er digt, det er reduktion.

Derfor kan det jo alligevel være interessant at se, hvordan en biograf vælger at fortolke, eller med Rewers eget ord »reducere«, et menneske, og han gør det via et væld af kilder, deriblandt Strunges forældre, der lig de øvrige kun er citeret indirekte. Det er altså Rewers, der refererer dem, uden at gøre brug af citationstegn, og det giver en noget monoton tone.

Den variation, som forskellige stemmer og temperamenter oplader sproget med, har Rewers opgivet til fordel for en mere flydende fortælling. Måske også, fordi han i forvejen gør brug af talrige citater fra både digte og breve fra forskellige faser i Strunges 27 år korte liv. Som i det meget unge brev, den 17-årige Strunge skriver til veninden Ida Thorsen:

»Jeg har faktisk tænkt at blive forfatter – helt alvorligt. Sidste år skrev jeg masser af stile, hvor jeg fik 10 og 11 i karakter, så jeg har måske mulighederne. Jeg vil dog først sikre mig en uddannelse.«

Systemet holder ham oppe

Den sidste sætning viser, at Strunge på det tidspunkt stadig var drengen fra Hvidovre, der endnu ikke havde formet sin vrede mod det konforme, småborgerlige liv. Hvad der derimod hurtigt viser sig, er hans megalomane side, der, alt efter hvordan man ser på det, førte til sørgelige eller komiske initiativer.

Som da han i ramme alvor fik sin forlægger til at skrive et brev til Salvador Dalí, hvor Dalí blev tilbudt at male forsiden til Strunges første digtsamling. Og da han fik forfatteren og litteraturguruen Poul Borum til at oversætte to digte fra »Livets hastighed«, som han ville give til David Bowie, som så kunne fremsynge dem på sit næste album. Eller da han i et brev til Klaus Rifbjerg skrev:

»Læreren mente, at du var den måske eneste af de nulevende danske forfattere, der ville blive læst og debatteret om 50 år. Jeg kunne nu godt nævne i hvert fald én mere, men påstanden kan ikke bevises endnu, byrden ligger ikke hos anklagerne.«

Måske får Strunge ret. Noget tyder på det. Men for mig at se vil det ikke ske, fordi han var en genial digter, men fordi hans digte er så lette at bruge i dansk- og samfundsundervisningen; fordi hans digte er til at gå til for folkeskolelærere og gymnasielærere, når de skal tale om 1980ernes fremmedgørelse, mediekultur, lavkonjunktur, subkultur og lyriske temperament.

Systemet holder ham med andre ord oppe og inde og gør det med ret gyselige digte som »Plasticsolen« med linjer som disse: »Dybt i coma sover asfalten/dækket af blå sne:/Belyst af TV-ruderne./Denne tidlige aftens musik/består af støj fra døende maskiner./Nylonvinden blæser koldt/og dækker de levendes hud/med et tyndt lag smerte.« Man hører lærerne sige, at digtet handler om »frarmedgørelse«, kroppen og noget med natur og kultur, blah, blah ...

Der er dog glimtvist rigtig gode sager at finde i Strunges værk, og dem havde Nikolaj Nørlund blik for på sit fortolkningsalbum »Navnløs« fra 1996. »Den støjende tid«, »Verdenssøn« og »Lille digt« er fine, nære digte, der økonomiserer smukt med deres virkemidler og sparer på den let parodiérbare visions- og billedproduktion og den urbanitet – København er en mørk, neonvædet asfaltjungle – som dokumentarfilmen »Nattens engel« fra 1981 spiller med på. Og som i dag virker lattervækkende studentikos. Ikke mindst dens hovedperson, Strunge, denne digter med stort D.

Skridsikker biografi

Forbeholdene over for Strunge fandtes da også i tiden. Ikke mindst litteraten Erik Skyum-Nielsen dannede en ædruelig modpol til den kreds af anmeldere, der trofast og forudsigeligt besang Strunges poesi. Blandt de skingrende inhabile var Poul Borum, som Strunge kendte indgående, og digteren F.P. Jac, der var én af hans bedste venner.

At læse, hvad folk som Borum og Jac skrev dengang, og sideløbende læse digtsamlingerne, er en sælsom oplevelse. Jeg kan ikke rigtig se det, de ser i dem. Måske skyldes det, at »anmelderne« læste digtene midt i den tid, de var så fulde af, mens jeg læser dem på lang afstand.

Herfra er det i alt fald sjældent, at de fremstår sublime, som uomgængelig kunst. Deres opgør med 1970ernes knækprosa slår over i det hysterisk moderne, ligesom deres næsegruse beundring for - og plankning af – David Bowie er svær at leve med.

Det kan også ærgre, at Strunge faldt i den fælde, der hedder kliker. Han ville så gerne høre til, selv om fællesskaber ensretter oftere, end de stimulerer, og han ville så gerne være en del af punkkredsen i København, der var inderligt latterlig med sin optagethed af, hvem der var ægte eller ikke ægte, og hvor hjerter, som Rewers, med afsmitning fra Strunges sprog, skriver, »var sorte muskler«.

Men selvmordet, der var stærkt påvirket af Strunges maniske sindslidelse, gjorde ham endelig ægte i forhold til punkens idealer. Han kom ind ved at melde sig ud, kan man sige, og historien om den megalomane, netværkende, mediesøgende, sårbare, sindslidende og flittigt digtende Strunge træder klart frem i Peter Rewers’ store biografi, der er skridsikker, samvittighedsfuld og desuden rigt illustreret, og som så nænsomt som muligt forsøger at reducere og præsentere et menneske, som det efterhånden er svært at se bag om slørene og mytologien.

Men signalementet af en fyr fra Hvidovre, der kunne skrive digte, ja, den er paradoksalt nok kun interessant i kraft af alt det, Rewers forsøger at skrælle væk. Ved mytologien, som blev til via de allermest udblokkede digterklicheer om den ensomme, lidende kunstner. Og ved at være et billede på noget andet end sig selv. På en tid i historien.

Titel: Michael Strunge – digtning og virkelighed. Forfatter: Peter Rewers. Sider: 480. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.