Er ferie historiens største fupnummer?

Sådan spørges der i Peter Højrups formidable nye roman, "Til stranden", hvor verden vånder sig, mens gamle venner ferierer. Så godt de nu kan.

Livet leves ved vandet i »Til stranden«. Men det leves ikke altid lige let.  Arkivfoto: Palle Hedemann Fold sammen
Læs mere
Foto: PALLE HEDEMANN

Det er ikke let at være menneske. Heller ikke, hvis man er en velfærdsprivilegeret dansker. Det er heller ikke nemt at slappe af med god samvittighed i en ond verden, og det er ikke nemt være gamle venner på tilstræbt afslappet badeferie sammen på en tyrkisk ø, Bozcaada, mens verden vånder sig og bådflygtninge drukner. Ovenikøbet i netop det hav, man ferierende svømmer rundt i.

I Peter Højrups formidabelt velskrevne nye roman, »Til stranden« er der ikke meget, der er nemt, og hvis man er en læser, der gerne vil have et klart plot, en god del action og hvad der ellers hører mainstream-litteraturen til, så vil man formentlig let lade sig frustrere over alt det, den ikke så nemme roman ikke rummer. Hvis man derimod sætter pris på et stensikkert flydende sprog, der uden stop (næsten) sætter ord på mennesker, relationer, tanker, snakke, steder, sanser, lugte og dette at være hin enkelte OG på selve verdenssituationen, intet mindre, så er »Til stranden« sagen: Ét stærkt sprogligt sug, hvor ordene sætter ord på alting og ingenting og både direkte og indirekte lægges i munden på det kollektiv af personer, der befolker den: Hermann og Linn og deres tre børn. Kokken Ibrahim - eller bare Ib. Bettty, der i romanens begyndelsen venter på kæresten Ernst, der ikke rigtig kan nosse sig sammen til at tage det sidste stykke vej ud til den måske elskede, men som alligevel gør det. Og som er så vred. Og som bliver mere og mere vred. Som her:

»Vi er jo bare på ferie, sagde Ib. Ja, I er bare på ferie, sagde Ernst, i arbejder hele året for at leve som millionærer i et par uger, det er det, ferie er, historiens største fupnummer, få folk til at pukle sig halv ihjel, pres dem, til de er ved at krepere af stress, driv dem ud i alkoholmisbrug, kokainmisbrug, motionsmisbrug, forbrugsmisbrug, kokainmisbrug, mindfulnessmisbrug, der er ingen, der ved, hvem de selv er, for folk farer rundt om sig selv med hovedet oppe i røven eller nede i deres telefon, der er ingen tålmodighed, der er ingen der løfter blikket ét sekund og tænker sig om .... »

Sådan taler vrede Ernst, og der er mere af samme skuffe fra dén kant, men Ernst er som antydet kun én flere, og hvert afsnit har én eller flere personer og en situation i centrum, jvf. afsnitsoverskrifter som [Hermann, Linn, morgenmad], [Hannibal og Wilma i skyen], [Ernst amok i tilbageblik]. Og nogle gange er der ingen vrede. Kun stilhed. Eller næsten. Her er det Betty, der søger tilflugt i det hav, der er så meget på én gang:

»Hun svømmer en langsom rygsvømning, hun lige har opfundet, fører armene op over hovedet og trækker dem ned til hofterne, mens hun skiftevis spreder benene og klemmer dem samme igen: Fra mågens perspektiv ser det ud, som om hun laver en engel i sne, ikke at den har nogen anelse om, hvordan en engel ser ud.«

Jo, havet er en vigtig spiller i »Til stranden«, både konkret og symbolsk, og det samme er den ulidelige tyrkiske varme, og havet er både godt og ondt, og varmen er både god og ond, for sådan er »Til stranden«: Tilværelsens ulidelige lethed og tyngde lægges blot, og sjældent har man oplevet en så ualmindeligt stærk sprogliggørelse af det i bund og grund almindelige. »Til stranden« gør verden større. På godt og ondt.

»Til stranden«

Forfatter: Peter Højrup. Sider: 240. Pris: 279,95. Forlag: Gyldendal