Har man ikke forstået nødvendigheden af et samlet Europa før, gør man det nok efter at have læst den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights tankevækkende og vedkommende »Vinter i Prag«.
Elegant og vidende serverer den tjekkisk-fødte amerikaner den barske historie om optakten til og tiden under og efter Anden Verdenskrig, om politisk svig og svigt og nationale egeninteresser, og om hvor lidt der i virkeligheden skal til for at forhindre katastrofen, eller omvendt havne i den.
Selv var hun kun to år, da familien i maj 1939 måtte gå i eksil i England, senere USA, og hun husker derfor ikke meget. Hendes egne erindringer er derudover begrænsede af, at forældrene aldrig fortalte deres børn om deres jødiske ophav, eller at over 20 familiemedlemmer mistede livet i de nazistiske koncentrationslejre, deriblandt tre bedsteforældre. At Albright er født jøde blev hun først klar over kort inden, hun som 49-årig blev udnævnt til Clintons udenrigsminister.
Efter at chokket og flovheden over ikke at have vidst det havde lagt sig, besluttede hun sig for at bore i familiens ufortalte historie. Den traditionelle slægtsforskning udvidede sig dog hurtigt til også at omfatte studier i Tjekkoslovakiets og Europas historie, og ”Vinter i Prag” er derfor både en meget personlig og meget politisk bog og som sådan overordentlig vellykket.
Gennem interviews, rejser, arkivsøgning, øjenvidneskildringer, familieanekdoter, tjekkiske sagn og myter, taler, kunst og folkevid, sit eget studiespeciale samt ikke mindst hendes diplomat-fars professionelle og private optegnelser samles fortællingen om, hvad der skete for familien Körbel, for Tjekkoslovakiet og for Mellemeuropa fra før 1939 og frem til 1947.
Albright analyserer nuanceret og skarpt de allieredes manglende mod og engagement og den rolle som prügelknabe, som man overlod den daværende tjekkoslovakiske præsident Bene - og hans uløselige konflikt med Hitler om sudetertyskerne. Hun forklarer det uigennemskuelige diplomatis kringelkroge, hun udstiller politisk naivitet, skoser ideologisk tænkning og skildrer detaljeret Hitler og Stalins skræmmende PR- og kommunikationsstrategiske evner mm.
”Vinter i Prag” er et vigtigt, veldokumenteret og visionært vidnesbyrd, der burde blive obligatorisk læsning for historieløse gymnasieelever - og for enhver demokratisk tænkende, mere eller mindre Europa-skeptisk borger i øvrigt. Albright er en klog kone og en fantastisk fortæller, der formår at samle det store i det små og stille både sig selv, sin læser og hele det politiske parnas til ansvar og refleksion, om end hun synes bedre til at nuancere sig selv end sin højtelskede far.
Hun konkluderer: ”Vi har kun taget delvis ved lære af Anden Verdenskrig og dens efterspil. Mindre irritationsmomenter er tit nok til at genoplive middelalderens modsætninger mellem de slaviske folkeslag og deres naboer, mellem Øst og Vest.” Eller nord og syd, kunne man tilføje. Eller dem og os. Eller det vi tror på, og det vi gør. Albright giver os noget at tænke over og gør os klogere på os selv.
