Frejlif Olsen. Pressehistorikerne og en snæver kreds af gamle lærde Ekstrablads-medarbejdere vil vide, hvem han er, og nævne hans navn med et smil. Alle andre, man nævner hans navn for, vil spørge, om det er flyttemand Olsen, man mener. Men engang kunne Frejlif Olsen få København til at koge af jubel, etatsråder til at sortne af raseri, og sangere skælvede af nervøsitet, når den høje magre mand med Mefisto-skægget kom ind i koncertsalen.
Alsidig forfatter
Nu har den flittige og alsidigt vidende Gregers Dirckinck-Holmfeld, selv Ekstrablads-medarbejder i flere omgange, skrevet en omfattende bog om denne genialske skikkelse i dansk presse. Frejlif Olsen, lillebror til Henrik Cavling, der blev moderavisen Politikens redaktør efter Edvard Brandes, skabte Ekstra Bladet som den særegne skabning, det blev i dansk, ja europæisk presse. En avis, der gik lige på og hårdt som alle andre boulevardaviser, men var meget mere end det, et intellektuelt organ, en oase for skrivekunst med noget på hjerte. Det var sådan, Frejlif Olsen lavede avis, og arven efter ham blev ført videre af hans to åndsbeslægtede efterfølgere, først Victor Andreasen, derefter Sven Ove Gade, begge højt begavede, intenst engagerede og belæste på et niveau som ingen andre bladredaktører. Med Gades afgang som redaktør døde Frejlif Olsens ånd, og Ekstra Bladet blev en almindelig løssalgsavis.
Frejlif Olsen var, ofte til Politiken-bestyrelsens fortvivlelse, bladets uberegnelige redaktør i 31 år. Han lagde sig ud med alt og alle, forfulgte med særlig appetit de opstyltede. På en enkelt dag kunne han ud over en kyndig leder have tre-fire-fem anmeldelser og satirer under de mærkeligste pseudonymer og med et barokt-absurd indhold. Et par år efter hans død 67 år gammel af strubekræft i 1936 karakteriserer den siden så frygtede og beundrede professor Paul V. Rubow ham i en kronik i Berlingske Tidende som et menneske af en utrolig sprogkraft og produktivitet, en evigfrisk digterisk ånd med et usædvanligt levende og personligt forhold til alt, hvad han skriver: »Og bliver der for læseren et og andet at trække fra, så er der på bunden noget ukrænkeligt, skønt og personligt, en perle, der ligger tilbage, efter at improvisationens skum er borte«.
Sin sidste lederartikel skrev Frejlif Olsen små tre uger før sin død. Dens emne var en evergreen: DSB! Frejlif Olsen var en ener og en enegænger i dansk presse. De unge forfattere og malere elskede ham. Ekstrabladet, dengang i ét ord, blev deres kultblad. Det er stort gjort af Gregers Dirckinck-Holmfeld at ryste ham fri af glemslens støv. Et enormt arkivarbejde ligger bag værket, der bringer et ødselt udvalg af Frejlif Olsens journalistik. Og det har den fantastiske virkning, at Frejlifs tid stiger frem og bliver levende for læserens øjne. Den eneste større indvending, jeg har, er, at der kan komme noget jappende, opremsende over fremstillingen, fordi der skal nås så meget. In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister, sagde som bekendt en af Frejlif Olsens yndlingsforfattere: Goethe.
Forfatter: Gregers Dirckink-Holmfeld.
Titel: »Frejlif – Ekstra Bladets utæmmelige redaktør«.
Omfang: 496 sider.
Pris: 300 kr.
Forlag: Ekstra Bladets Forlag.
