Anført af fantasifulde forfattere som Liza Marklund, Leif GW Persson, Jens Lapidus, Arne Dahl, Roslund & Helström, Lars Kepler og først og fremmest Stieg Larsson er den smukke hovedstad i dag uudtømmelig scene for en ondskab på skrift, som resten af kloden slet ikke kan få nok af.
Svenske krimier er blevet en milliardindustri og international mærkevare på linje med Ikea, ABBA, Björn Borg, Saab og våben fra Bofors. Netop det sidste – eksport af krigsmateriel fra et historisk set pacifistisk land – er, hvad den med spænding imødesete Lars Kepler-krimi, »Paganinikontrakten«, handler om.
Lad det være sagt med det samme: Den er ikke lige så fuld af berusende spænding, som »Hypnotisøren« var det. Men den har dog sine momenter. Det manglede også bare på 581 sider.
Først og fremmest sætter »Paganinikontrakten« en tyk streg under, at Alexander og Alexandra Ahndoril, der rumsterer bag pseudonymet »Lars Kepler«, i deres bedste øjeblikke formår at skrive action så sprogligt fortættet og tempofyldt, at selv Stieg Larsson får baghjul. I sekvenser af den nye bog føles det som at sidde foran en kaotisk flimrende film og ikke med noget så langsomt som en bog i hænderne.
Tag bare de første 50 sider, hvor stockholmsk skærgårdsidyl i sommernatten forvandles til et mareridt i klaustrofobisk tæt granskov, da fredsaktivisten Penelope Fernandez, der aftenen før har været i TV-duel med en svensk våbenproducent, jagtes af en lejemorder. Pludselig krydsklippes der til et svævende lig i en patricierlejlighed i det indre Stockholm. Den afdøde er generaldirektør for Inspektionen for Strategiske Produkter, der skal godkende enhver form for svensk våbeneksport.
Dermed er plottets modsatte ender bragt i spil, og en usædvanlig blodig og voldelig historie om djævelske kontrakter, der via titlens spil på myten om violonisten Paganini trækker begavede tråde mellem kunst, kærlighed, kapital og kriminalitet.
Mellemrubrik
Menneskejagten intensiveres for alvor de sidste 100 sider af »Paganinikontrakten«, men nu er det lejemorderen og hans bagmænd, der spæner for livet. Gennem Östermalm Torvehal, videre i bil til Skärpögata og ind gennem den tyske ambassade i Stockholm, der – 35 år efter at seks tyske terrorister besatte stedet og forlangte RAF-toppen løsladt – nu igen omdannes til en krigslignende zone med tåregas og håndgranater.
Den stakåndede læser trækkes langt og dybt gennem Stockholm, bliver vidne til en yderst ubehagelig likvideringsscene med tortur og voldtægt, og slippes først fri af Lars Kepler på side 567. Her passes skurken over alle våbenskurke op på sin lystyacht i Den Botniske Bugt af vores to helte, kriminalkommissær Joona Lina og den Lisbeth Salander-agtige Säpo-agent Saga Bauer, i en forrygende flot finale på en ujævn og alt, alt, alt for lang B-film.
Der er mange svagheder i »Paganinikontrakten«. Bortset fra de længere actionmættede afsnit er romanen slet ikke oppe i samme suveræne sprogleje som »Hypnotisøren«, ligesom krimiens unødvendigt lange og til tider rodede midterdel tynges af gentagelser.
Mest skuffende er det dog, at seriens hovedperson, den finlandssvenske Joona Lina, nu viser sig at være ualmindelig almindelig. Hvor den retfærdighedssøgende og delvis synske kommisær i »Hypnotisøren« fremstod i en mystisk dragende aura, træder han i »Paganinikontrakten« ud i rampelyset som en »medel-Svensson«, der end ikke i en tango til Rigkriminalpolitiets sommerfest har noget ekstraordinært at byde på.
Til gengæld får vi så endnu et stockholmsk blodbad. I 1520 rullede der omkring 80 svenske hoveder, da Christian II spillede med magtens muskler. I denne nye krimi falder der »kun« lidt under det halve. Konklusionen må være, at »Paganinikontrakten« som svensk eksportvare er ret konventionel.
