Encyklopoesi

Der er både idé og eksperiment i Arena-udgivelsen »Antologi, Encyklopoesien«, hvor 27 forfattere tager afsæt i 27 leksikonopslag hentet fra 24-bindsleksikonet »Funk and Wagnalls Standard Reference Encyclopedia« købt for 45 kr. i en genbrugsbutik i landsbyen Ørum.

Bidragyderne er rekrutteret fra forskellige hjørner af det sproglige landskab: poeter, prosaister og skrivende billedkunstnere. Konceptet kan forekomme lettere fortænkt, teksterne er ikke alle interessante, men flere af de encyklopoetiske bidrag er så tilpas vilde og vellykket anderledes, at de bærer projektet igennem.

Marianne Larsens epifytiske fantasier udløser bemærkelsesværdige linjer som disse: »jeg hæfteplastrer regndråber til med svampesporers umindeligheder«, Lars Bukdahl stiger som en anden ballonskipper til vejrs med en tekst om balloonismens russiske pioner Danka, Lars Skinnebach kaster et dobbeltblik på den amerikanske historie i »Minutemen«, og der er flere andre gode nedslag i »Encyklopoesien«, som Knud Steffen Nielsen har redigeret og bidraget fyldigt til.