Det siges, at generaler altid forbereder sig på den foregående krig. Ved læsning af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers bog »Verdens orden. Refleksioner over nationers egenart og historiens gang«, melder tanken sig, at det måske også gælder diplomater.
I hvert fald forudser han ikke med ét ord den folkevandring fra syd til nord, som i denne tid tegner til at blive århundredets største europæiske udfordring.
Og så alligevel. Af hans bog fremgår det indirekte, hvorfor EU-systemet på et tidspunkt, hvor der aldrig har været mere brug for det, synes ude at stand til at præstere en samlet løsning, der kan få medlemsstaternes opbakning.
Med det resultat, at tilslutningen til EU i medlemslandene, der ellers var styrket af håndteringen af den græske krise og sanktionspolitikken mod Rusland, nu eroderer for øjnene af os.
I Storbritannien har den første meningsmåling netop vist et flertal for at melde sig ud af EU ved den kommende folkeafstemning, og det kræver ikke stor analytisk begavelse at forudskikke, at nej-siden forud for den danske afstemning om retsforbeholdet styrkes gevaldigt af EUs handlingslammelse.
For præcis som nej-siden under Grækenlands krise hævdede, at danskerne har sparet rigtigt mange penge ved at stå uden for euroen, vil nej-siden nu påstå, at vi slipper for EUs kvotesystem for asylansøgere, hvis vi lader forbeholdet været intakt.
Magt og legitimitet
Så, hvad er der gået galt? Ja, ifølge Kissinger må enhver international orden bygge på en passende blanding af magt og legitimitet. Det er magten, der sikrer, at principperne om fornødent kan tvinges igennem; men det er princippernes legitimitet, der gør magterne interesserede i overhovedet at opretholde ordenen. I dag er forholdet mellem magt og legitimitet skævt. I EU som i resten af verden.
For Europa gælder det, at den internationale orden siden Trediveårskrigen 1618-1648 har bygget på westfalske principper. Dengang, efter at en tredjedel af Centraleuropas befolkning var omkommet som følge af sult, sygdomme og kamphandlinger, kunne stormagterne omsider enes om at opgive universalismen til fordel for opdeling og forskellighed.
I stedet for et kejser- eller pavedømme besluttede man fremover at grunde magt på et værdineutralt system af stater, som hver især blev tilstået retten til national uafhængighed, suverænitet, egne interesser og andres ikke-indblanding.
Man blev kort sagt enige om at respektere hinandens anderledeshed. Systemet byggede på en magtbalance, der om nødvendigt bød større stater at ile mindre til hjælp, så magtbalancen ikke blev forrykket. Den samme stat kunne derfor i en konflikt have en alliancepartner, som i en anden konflikt var en fjende. Det var blok- og værdipolitikkens død, og det var med vilje.
EUs manglende opbakning
Men i dag er det westfalske system, som ellers ifølge Kissinger er det hidtil bedste bud på en verdensorden, under nedbrud.
I Europa har EU afløst nationalstaterne. Eller sådan da.
For EU har hverken magt eller folkelig opbakning til at agere som en stat. Unionen er for svag til at tvinge sin politik igennem, men stærk nok til at forhindre medlemsstaterne i effektivt at gøre det samme.
Spændingen øges af, at EU-systemet i høj grad bygger sin politik på globale frem for specifikt europæiske idealer, mens medlemsstaterne fortsat er optagede af at forsvare deres konkrete, nationale interesser.
Eller som Kissinger skriver: »EUs politik er forankret i en tolerant inklusion, der nærmer sig modvilje mod at fremhæve typiske vestlige værdier,uanset det faktum, at medlemsstaterne fører en politik, som er drevet af frygt for ikke-europæisk påvirkning.«
I netop disse uger lyder hans ord desværre nærmest som en ond profeti: Mens de europæiske befolkninger at dømme efter meningsmålingerne er optagede af at få bevogtet EUs ydre grænser, så vælger EU-systemet at fokusere på den byrdefordeling mellem medlemslandene, som skal sætte EU i stand til at modtage mange flere asylansøgere under ordnede forhold.
Men de westfalske principper er sandelig ikke kun under pres i EU.
Tilstrømningen af folk fra Mellemøsten kan i høj grad ses som resultat af, at de westfalske principper har spillet fallit i Mellemøsten, hvor principperne blev pånødet regionen sammen med de kunstige statsdannelser efter Første Verdenskrig.
Nationalstaten var imidlertid dengang som nu et kunstprodukt i regionen, eftersom islam ifølge Kissinger i sin essens er et bud på en alternativ universel verdensorden.
En sådan harmonerer dårligt med principper om staters opdeling og forskellighed, hvorfor muslimske lærde i Iran og Saudi-Arabien da også officielt hylder forestillinger om den dag, hvor muslimerne samles i ét stort rige. Statsligheden har mange steder i Mellemøsten kun kunnet holdes sammen af diktatorer.
Og når de falder, falder staten og bliver opløst i trosmæssige og etniske bestanddele i strid med hinanden. Efterhånden giver det vel knap mening at omtale Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen og Yemen som stater længere.
USAs høje idealer
Mellem linjerne fornemmer man, at Kissinger til en vis grad lægger ansvaret for Mellemøstens sammenbrud på USA, der efter Den Kolde Krig mistede den sunde dømmekraft.
Den westfalske orden havde aldrig tiltalt USA med dens fedtede kompromiser og moralske principløshed. Men trods alt havde amerikansk udenrigspolitiks høje idealer traditionelt været kombineret med en usentimental analyse af de herskende magtforhold andetsteds på kloden.
Sejren over Sovjetunionen og forestillingen om historiens død betød imidlertid, at USA lod idealismen overtrumfe realismen. Man bildte sig ind, at man kunne skabe en effektiv, demokratisk centralmagt fra bunden, selv i et stammesamfund som Afghanistan.
Den samme blinde idealisme betød, at man under det arabiske forår i for eksempel Egypten rask væk ofrede sine sikkerhedsinteresser og satsede på partier, der betragtede demokrati som en folkeafstemning om indførelse af et religiøst herredømme, der ville afskaffe selv samme demokrati.
I dag er USA i vildrede, og dets allierede er utrygge. Hvis det står til Kissinger, skal der udformes en helt ny udenrigspolitik; en slags snusfornuftig idealisme, der fastholder USAs engagement i verden.
Man forstår på Kissingers bog, at Asien er det sted i verden, hvor det westfalske systems princip om magtbalance mellem stater bliver taget mest alvorligt, hvilket er paradoksalt, da det ligesom i Mellemøsten ikke har naturlige historiske forudsætninger i regionen.
Kissinger understreger da også, at modellen heller ikke fungerer optimalt på disse breddegrader: For magtbalancen mellem landene hviler mest af alt på militær kapacitet og ikke på en forståelse af, at de andres ret til suverænitet er garanten for ens egen.
Derfor savnes der magter, der i tilfælde af forskydninger er villige til at melde sig på de svages side. Hertil kommer, at Kissinger tydeligt er nervøs for den forskydning af den globale magtbalance, der finder sted som følge af Kinas opstigning. USA skal vide at give Kina mere plads og søge partnerskab, for ellers kan det gå helt galt.
Bogen flyder, som man kan høre, ikke over af fremtidstro og optimisme på trods af, at den geografisk og historisk kommer vidt omkring. Den største trøst er, at næsten hver epoke har lignet opskriften på ragnarok for dem, der levede i den.
Storhed – herunder den westfalske orden – ser man desværre bedst på afstand.
Titel: »Verdens orden. Refleksioner over nationers egenart og historiens gang«.
Forfatter: Henry Kissinger. Oversætter: Jakob Levinsen.
Sider: 400. Pris: 270 kroner.
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.
