Den grårødskæggede og bøllehatbeklædte Hugo Rasmussen står bare der og spiller sin kontrabas - som en klippe så såvel musikere som publikum føler sig trygge - og glade.
Og det er nu blevet tid til en afdækning af manden, som har været på banen i mere end 50 år - ikke sjældent med 500 job i hvert. Og det kunne meget vel være blevet til endnu flere. Han er nemlig ophavsmand til udtrykket »en Hugo«, som betyder, at man lader sig booke flere steder samtidigt for til sidst at udlicitere det mindst interessante til andre.
Faktisk lå det overhovedet ikke i kortene, at Hugo Rasmussen skulle blive musiker. Han er opvokset under beskedne kår og er oprindeligt uddannet smed. Han købte en kontrabas som 18-årig, og så øvede han sig.
Ja, bogen fortæller noget om det at være musiker, om at kæmpe for det og ikke gå på kompromis med kvaliteten. Den slags er i dette tilfælde blevet henvist til privatlivet. Hugo Rasmussen har været gift - og skilt, han har et par voksne børn og sin mor og dertil en række ekskærester. Men til trods for hans generelt manglende tilstedeværelse på hjemmefronten, i realiteten både når han har været ude at spille, og når han har været hjemme, holder de alle af ham. For han er et varmt og et morsomt menneske, som også er kendt for sin sparsommelighed, men i lige så høj grad for sin store generøsitet.
Hovedpersonen selv og et velvalgt udvalg fra den private og musikalske omgangskreds bidrager til portrættet, som forfatteren Jeanette Arp, der selv er musiker, har sammenstrikket på en for Hugo Rasmussen fair - og for os andre informativ og tankevækkende - vis.
