Natlige køreture med faren. Traumatiske erindringer. Nattens frygt sløret med søde sager og alkohol. Sara Stridsbergs roman »Darling River« griber dybt ned i ubevidste følelser. Stemningen sidder længe i læserens krop og sind, efter at sidste side er vendt.
Sara Stridsberg, der er født 1972, brød igennem med romanen »Drømmefakultetet«, som blev hædret med Nordisk Råds Litteraturpris i 2007. Nu overbeviser hun med »Darling River«, der med inspiration fra Vladimir Nabokovs roman »Lolita« skildrer rystende, kvindelige erfaringer, kærlighed og magt, indespærring og ensomhed.
Lo og hendes far kører gennem brændende skove. De tilhører kun natten og hinanden. Faren træner sine skydefærdigheder i skoven med morens kjoler, spændt ud mellem stammerne. Da Lo bliver ældre, modtager hun tilfældige mænd ved flodbredden og bliver bogstavelig talt trukket ned i dyndet. Hendes historie spejles urovækkende i romanens øvrige fortællinger.
Der er historien om Dolores, beretningen om videnskabsmanden og den indespærrede abe Ester i Jardin des Plantes i Paris, der skal lære at tegne, og beskrivelsen af den navnløse mor, som har forladt mand og barn. Klaustrofobisk indespærring, de alt for snævre kjoler, hunaben i buret, er et gennemgående motiv i denne stærke, seriøse og smerterige roman.
Sara Stridsberg spænder vidt i skildringen af det følelsesmæssige, når hun skriver skiftevis lyrisk, symbolmættet og reflekteret med en gruopvækkende og angstpræget undergrund. Moderskabsfølelse og ordet »barselsseng« sættes i Stridsbergs encyklopædi i perspektiv:
»Se også den død, der efter det levende barns fødsel for altid vil gribe ud efter moderen« og spørgsmålet: »Hvad er en mor egentlig uden sine børn?«
Melankolien lægger sig omkring kvindernes bundethed i kroppen. Forholdet mellem iagttagelse og magt skildres indgående i bogen. Videnskabsmanden iagttager og styrer til en vis grad hunaben. Faren iagttager datterens forfald. Et markant spørgsmål, som stilles af videnskabsmanden i bogen, er, om man kan tolke sindslidelser som en tilbagevenden til et tidligere udviklingstrin.
Trods det visse steder syrede i bogen kan man umiddelbart gå i dialog med romanen, fordi den hviler på et fundament af psykologisk indsigt og taler i et ærligt og indlevet sprog. Stridsberg skaber en overbevisende, fortættet stemning. Det er barsk og smertelig læsning, og man bliver trukket med ned i melankoliens sumpede grænseegne. Men man kommer op igen med romanens refleksioner i fugleperspektiv. Her hæver Stridsberg sig virkelig op på vingerne.
Hør Sara Stridsberg på »Louisiana Literature« fredag kl. 15.30 i samtale med Mette Moestrup, og lørdag kl. 14, hvor hun interviewes af Lilian Munk Rösing. Se hele programmet på www.louisiana.dk
