En svimlende god roman

Philippe Petits berømte linegang mellem Twin Towers i New York spiller en markant rolle i Colum McCanns femte roman.

»Lad kun verden tumle sig« af Colum McCann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag. Sådan lyder en forslidt frase, som kun passer alt for godt på Colum McCanns femte roman, der netop er udkommet på dansk.

Her er skrifttypen fesen, billedbrugen lidt rodet, og udtrykket i det hele taget billigt. Bogen ligner simpelthen en banal lufthavnsbog, og titlen, »Lad kun verden tumle sig«, er der heller ikke meget schwung over.

Nej, så er der anderledes format over den amerikanske udgave, hvor »Let The Great World Spin« - et Alfred Tennyson-citat - står smukt med rustrødt på en råhvid baggrund. Det signalerer på en helt anden måde Stor Litteratur, og det er lige præcis, hvad der gemmer sig inde bag omslaget, også i den danske udgave.

Romanen åbner med en virkelig begivenhed, nemlig Philippe Petits berømte linegang mellem New Yorks Twin Towers i august 1974. Og med Petit fortæller McCann historien om menneskets grænseløse evner, men spiller samtidig på læserens bevidsthed om, at tårnene jo senere styrtede i grus.

Det beundringsværdige blandes således med brutaliteten, værdigheden med virkeligheden, og det samme sker i de liv, menneskene lever i byen under wiredansen.

Der er den irske mand, som lever et liv i dybeste armod blandt de prostituerede, som hver evig eneste dag slås med voldelige alfonser. Der er en kvinde, som forsøger at forlige sig med tanken om, at hendes søn er faldet i Vietnam. Og der er dommeren, som vægrer sig ved at haste de anklagede igennem sin retssal for at spare tid og penge.

Og historierne er skrevet frem i et sprog, som passer sig for en dannet dommer, en irsk immigrant eller en sort prostitueret, og hvor nogle fortællinger aldrig krydser hinanden, så er der andre, som løber sammen. Ikke mindst i retssalen, hvor dommeren ser Bronx-luderne komme og gå, og hvor Petit også skal forbi, da han kommer ned fra sin wire.

Knivskarpt billede af virkeligheden

Romanens brug af talrige handlingstråde ligner TV-seriernes, men McCanns præcise, billeddannende sprog gør, at »Lad kun verden tumle sig« mest af alt er fortrinlig romankunst.

Om en sort kvinde i subwayen lyder det eksempelvis: »Ovale svedringe under hendes armhuler. Jeg havde aldrig før set en sort kvinde så tæt på, hendes hud var så mørk, at den næsten var blå. Jeg havde lyst til at røre ved den, bare trykke på hendes underarm med min finger. Hun fangede mit blik og trak sin bluse sammen: Hva’ glor du på?«

Det er billeddannende, det er råt, det besidder en egen poesi, og sådan skriver McCann sig igennem de 409 sider, hvor han med stor sikkerhed skruer op og ned for de forskellige sprogstemninger, så de hele tiden passer til de karakterer, der beskrives.

Ud over at være ualmindelig godt skrevet og et knivskarpt billede af en moderne virkelighed, hvor alle danser på en line mellem storhed og fald, ja, så er »Lad kun verden tumle sig« også et portræt af det myldrende, magiske og ødelæggende New York.

Byen hvor alverdens mennesker tumler sig, går i stykker og forsøger at trænge igennem de rå realiteter og op til drømmene. Helt derop, hvor Philippe Petit gik på sin wire. På en sommerdag for 37 år siden.