En stilsikker monolog fra en efterladt kvinde

Portræt af Jens Christian Grøndahl - fotograferet i Kongens Have i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

På et tidspunkt, hvor romaner generelt bliver tykkere og tykkere, spiller Jens Christian Grøndahl ud med en ganske slank én af slagsen. Hvad omfanget angår, placerer »Tit er jeg glad« sig nærmest et sted mellem den lange novelle og den korte roman, men tæt og indholdsmættet er historien om Ellinors liv og familierelationer, sådan som hun selv fremlægger den i en monolog eller et brev henvendt til den afdøde veninde Anna.

Ellinor er netop blevet enke, og den første linje i romanen kaster læseren hovedkulds ind i den dramatisk forviklede, men også stilfærdigt og påfaldende nøgternt fortalte historie: »Nu er din mand også død, Anna. Din mand, vores mand.«

Engang var Anna gift med Georg, og Ellinors ægtefælle hed Henning. De to par var nære venner og rejste på skiferie sammen, uden at Ellinor var klar over, at hendes mand og Anna havde en affære. En dag tog Anna og Henning højere op i bjerget end de to andre, og her blev de ramt af en lavine. Henning forvandt, og Anna døde af sine kvæstelser. I tiden, der fulgte, hjalp Ellinor sin bedste venindes mand med at klare hverdagene med de to tvillingesønner, og langsomt rykkede hun ind på venindens plads i familielivet som en slags mor for de to drenge, Stefan og Mogens, og som Georgs hustru: »Jeg tog den plads, du havde efterladt. Jeg overtog dit liv, Anna, ligesom jeg i sin tid havde overtaget din brudekjole. Det var ikke så svært, som man kunne have troet.«

Et langt stykke ad vejen handler Ellinors monolog om det familieliv, hun har arvet efter veninden, som hun var vant til at stå i skyggen af. Men gennem kommentarerne til de to drenges, nu voksne mænds, aktuelle, velbjærgede forstadsliv med firehjulstrækker og filippinsk au pair i kælderen sniger en livsstilskritik og et socialt oprør sig ind i monologen. Med anskaffelsen af en lejlighed i sin barndoms kvarter træder den 70-årige Ellinor ud af rollen som kustode i de andres tilværelse og er tilsyneladende parat til at tage sit eget liv på sig, og undervejs i henvendelsen til den døde veninde får Ellinor også fortalt om den opvækst, der har været med til at forme hende. Hun er vokset op med en enlig mor, der blev stemplet som tyskertøs og måtte flygte fra provinsbyen med sin »horeunge«, og som tilsyneladende aldrig helt glemte den unge tysker, hun engang forelskede sig i.

Jens Christian Grøndahl trækker behændigt i romankonstruktionens tråde og får spillet om kærlighed og familierelationer til at folde sig troværdigt ud. Samtidig rammer han med Ellinors monolog smukt den tone af sørgmodig fattethed, som titlens Ingemann-linje lægger op til: »Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde.«

At bringe portrættet af Ellinor i samklang med netop det citat er Jens Christian Grøndahls bedrift, og samtidig har han skabt en romanfigur, der egner sig fint til at være talerør for essayisten og samtidskommentatoren Grøndahl, selv om det måske er at gå langt, når forfatteren et sted lægger Ellinor en vending i munden som »moderskabets østrogengærende urgrund af kvindelig visdom.«

Men som helhed er »Tit er jeg glad« en velkomponeret og stilsikker roman, der rammer monolog-tonen sikkert, og som rummer mange præcise og skarpe iagttagelser og formuleringer af og om sorg, ensomhed og oplevelsen af tomhed. Som Ellinor selv siger det: »Man må vælge den smerte, der passer til én.«

Portrættet af Ellinor står markant i forfatterskabet.

Titel: Tit er jeg glad. Forfatter: Jens Christian Grøndahl. Sider: 144. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.