Tones drøm
HHHHII
Forfatter: Søren Schauser. Illustrationer: Sissel Marie Tonn. Sider: 305. Pris: 199,95. Forlag: Berlingske
Af Katrine Klostergaard Nordland kultur@berlingske.dk
At formidle klassisk musik til børn er en balanceakt. Vi taber dem både, hvis vi docerer om satsteknikker og subdominanter, og hvis vi forfalder til nedladende tøjdyrformidling.
Forsøgene på at pimpe symfonier og operaer til at være street og servere dem for Justin Bieber-segmentet ender alt for tit med at kvæle nysgerrigheden og lytteglæden og enten få børn til at føle sig dumme og uinviterede i den eksklusive klub eller talt ned til som stupide pattebørn, som hopper på, at opera er meget sjovere, hvis den bliver sunget af Kaj og Andrea. Der er simpelthen et stort hul i historiefortællingen om klassisk musik til store børn, der godt ved, at »De fire årstider« også engang var andet end en pizza. Det hul gør Berlingskes Søren Schauser med faktaromanen »Tones drøm« nu sit for at fylde ud.
Søren Schauser udgav sidste år voksenudgaven med musikhistoriebogen »Klassisk!«, der bragte os kronologisk fra hulemenneskegrynt til år 1900 og hurtigt fik bestsellerstatus. På samme vis er »Tones drøm« en rejse gennem musikhistorien. Den foretages af den til lejligheden passende navngivne teenagepige Tone, moderløs, trompetspillende og med de to forskelligt farvede øjne, som David Bowie har lært os er et symbol på stor musikbegavelse. Hun møder under et skolebesøg i Operaen den gammelkloge og musikelskende dreng Hubert, der er rejsende i tid og tragtgrammofoner.
Og for at hjælpe Hubert hjem til 1916 drager Tone med ham på en musikhistorisk rejse, der med 23 opbyggelige stop undervejs bringer vores hovedpersoner belejligt tæt på lige så mange af historiens største komponister, fra den tyske minnesanger Walther von der Vogelweide i år ca. 1200, til Johannes Brahms runder af ved overgangen til det 20. århundrede.
Med fokus på hovedværker og klassiske personhistorier møder vi komponisterne som de levende mennesker, de en gang var. Det er barnligt jordnært, når Claudio Monteverdi bliver til Klaus Grønbjerg. Oplysende, når vi er med, da Haydn opfinder strygekvartetten. Og downright syret, når vi tager på vandring i Beethovens øregang for at afdække årsagen til hans døvhed, og når renæssancekomponisten Dufay smelter ind i murværket i Firenzes domkirke.
I denne form for fortælling er det ikke plot-twists eller karakterudvikling, der driver værket. Det er ikke den børnelitterære pendant til den store, senromantiske symfoni, Schauser har begået. Det er snarere en strofisk, tysk lied: En række stemningsfulde tableauer, hvor vi med sproglig veloplagthed og poetisk fortællenerve suges ind i en musikhistorie, som hverken behøver at være spor mere højpandet eller tøjdyrforfladiget end som så.
Jeg havde gerne set Tone til den tumultariske premiere på Stravinskijs ballet »Le sacre du printemps« i 1913. Eller oplevet de forældreløse tidsrejsende trøste Gustav Mahler, da han efter »Kindertotenlieder« mistede sin lille datter. Måske kunne turen have sluttet i 1916 med et møde mellem børnene og Carl Nielsen, hvis »Uudslukkelige« 4. symfoni havde premiere i netop det år?
Nuvel: Med 24 kapitler er der basis for højtlæsningsjulekalender, hvor tweens og unge teens kan underkastes en daglig tur tilbage i musikhistorien med efterfølgende lytning til ét af de hovedværker, som bogens repertoireliste anbefaler.
Katrine Klostergaard Nordland er musikbibliotekar på Musikbiblioteket i Odense.
