En satanisk historie

I morgen er det 20 år siden, at Salman Rushdie måtte gå under jorden på grund af romanen »De sataniske vers«.

En stolt Salman Rushdie modtager Whitbread Award for romanen »De sataniske vers« . Kort tid efter, i februar 1989, rammes han af Khomeinis fatwa. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Vinteren 1989. Bruce Chatwin var lige død, 48 år gammel. I den græsk-ortodokse kirke i Bayswater samledes hans forfatterkolleger for at sige et sidste farvel. Martin Amis og Paul Theroux var der. Salman Rushdie var der også. På det tidspunkt havde han fået Booker Prize for romanen »Midnatsbørn«, og hans seneste roman, »De sataniske vers«, var blevet nomineret til Booker Prize og hædret med Whitbread Book Award. Den britisk-indiske forfatter var én af Storbritanniens unge, litterære stjerner.

Midt i sorgen over Chatwins død og glæden over egen succes havde Salman Rushdie fået andet at tænke på. Samme morgen havde han fået at vide, at den iranske leder, ayatollah Ruhollah Khomeini, få dage før, 14. februar, havde udstedt en religiøs befaling, en såkaldt fatwa, med påbud til alverdens rettroende muslimer om at myrde den formastelige og hans håndlangere. Jo før, jo bedre. »De sataniske vers« var blasfemisk, mente den gamle. Han ville se blod. I Allahs navn. Da begravelsen af Chatwin var vel overstået, gik Salman Rushdie ud i byen og fik fat på sin søn. Så gik han og hans familie under jorden. Der blev han i mange år.

Chokket
Fatwaen kom som et chok, men det ville være en overdrivelse at sige, at den kom som et lyn fra en klar himmel. »De sataniske vers« var blevet udgivet året før, og i flere måneder havde der været ballade. Britiske muslimer havde krævet bogen trukket tilbage. Den var blevet forbudt i Indien, Bangladesh, Sudan og Sydafrika. Senere fulgte Sri Lanka, Kenya, Thailand, Tanzania, Indonesien, Singapore og Venezuela. Umiddelbart før fatwaen havde der været voldelige optøjer i Pakistan. Ingen kunne være i tvivl om, at nogen følte sig krænket. »De sataniske vers« var blevet et hadeobjekt.

Men det er selve fatwaen, der huskes, og ikke kun på grund af de store omkostninger, den fik for hovedpersonen selv. At en europæisk statsborger blev dødsdømt in absentia af en fremmed magt var simpelthen uhørt. Dengang. Siden har meget ændret sig, også hvad den frie tanke angår. Og ikke nødvendigvis til det bedre.

»Forsøgene på at begrænse ytringsfriheden er blevet en global bevægelse,« siger Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose. Som medansvarlig for samme dagblads Muhammed-tegninger var – og er – han en central skikkelse i det, som mange anser for at være en helt central kamp for ytringsfrihed.

»I Holland har regeringen for nylig fremsat forslag om at kriminalisere endnu flere ytringer, der kan opfattes som krænkende. I Norge har Senterpartiet så sent som i sidste uge foreslået noget lignende, dog uden at komme igennem med forslaget. Muslimske grupper i Europa forsøger at bruge nationale lovgivninger, der kriminaliserer holocaust-benægtelse, som argument for, at så må vi også have love, der forbyder krænkelser af profeten.«

Det er den vej, det går. Det er bekymrende, mener Flemming Rose. Det går den forkerte vej.

»Vejen frem er ikke at sige: Jeg accepterer dine tabuer, så accepterer du mine. Vejen frem er tværtimod at finde frem til dén minimale begrænsning af ytringsfriheden, der er nødvendig: Forbud mod tilskyndelse til vold, krænkelse af privatlivets fred og injurier. Lad mig minde om, at de lande, hvor det kom til voldelige optøjer under Muhammed-krisen, var lande uden ytringsfrihed. De lande, der slap, trods omfattende protester mod tegningerne, var lande med ytringsfrihed. Det er efter min mening et godt argument for, at vi opretholder det åbne samfund. Men det er desværre svært at trænge igennem med det budskab.«

Krænkelsen
Men hvad var det egentlige motiv bag fatwaen? Og hvorfor så megen vrede?

Det er blevet hævdet, at fatwaen havde indenrigspolitiske motiver. At Khomeini ville skabe ny, religiøs-revolutionær gejst hos sine landsmænd, der var udmattede efter seks års blodig krig med nabolandet Irak. Det er også blevet påpeget, at de masser, der krævede død over Rushdie, og som næppe havde læst det ordrige mesterværk, som »De sataniske vers« er, alligevel var blevet klædt tilstrækkeligt på til, at de havde en fornemmelse af, hvad de skulle være vrede over. De, der ville ufriheden, og som havde magten, sørgede for, at der tilflød de letbevægelige gemytter præcis den type enkel og slagkraftig information, der skulle til. Analfabeter kunne godt se problemet, når de fik at vide, at de ansatte på et bordel, der optræder i »De sataniske vers«, bærer samme navn som Muhammeds koner. For mange spillede det givetvis også ind, at ordet »vers« i romanens titel på arabisk blev oversat til »ayat«, som er en betegnelse, der specifikt bruges om Koran-vers. De, der ikke vidste bedre, kunne dermed tro, at Salman Rushdie med titlen på sin roman antydede, at hele Koranen var satans værk. Hvad han på ingen måde gjorde.

Der er mange forklaringer på, hvad det var, der krænkede så mange så dybt. Til gengæld er det hævet over diskussion, at langt fra alle de, der havde mulighed for at ytre sig til forsvar for friheden, benyttede sig af denne ret. I Storbritannien var der muslimske ledere, der hyldede Khomeinis beslutning om at dødsdømme en af deres egne landsmænd. Organisationen Union of Islamic Students’ Associations in Europe udsendte en støtteerklæring til Khomeini. Lederen af Muslim Parlament – et forum for britiske muslimer – Dr. Kalim Siddiqui, bakkede op om fatwaen, men tilføjede, at britiske muslimer skulle overholde britisk lov og overlade det retfærdige mord til andre. Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter sagde vredt, at »De sataniske vers« var en direkte fornærmelse af millioner af muslimer. Forfatteren John le Carré opfordrede Salman Rushdie til at trække bogen tilbage – indtil videre. I Tyskland – Europas største bogmarked – var der intet forlag, der vovede at lægge navn til en udgivelse. I stedet dannedes et fælles forlag, hvis eneste formål var at udgive »De sataniske vers.«

Omvæltningen
Og Salman Rushdie selv? For ham personligt betød det brutale budskab fra oldingen i Teheran en radikal omvæltning. Han og hans kone flyttede 56 gange i løbet af de første par måneder. I juli 1989 var forholdet slidt ned. Ægteskabet blev opløst. I julen 1990 var Salman Rushdie så nedbrudt, at han underskrev en erklæring, hvor han bekræftede sin tro på islam og bad sit forlag om at droppe paperback-udgaven af »De sataniske vers« og alle fremtidige oversættelser. Lige meget hjalp det. Dødsdommen stod ved magt, meddelte Teheran. Fem år senere sagde Salman Rushdie i et interview, at knæfaldet for hans plageånder var »den største fejltagelse i mit liv.«

Salman Rushdie mistede sin frihed. Momentant mistede han også sin dømmekraft og sin værdighed. Med andre gik det værre. I juli 1991 blev Salman Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, stukket ihjel. Samme måned blev hans italienske oversætter, Ettore Capriolo, alvorligt såret. Hans norske forlægger, William Nygaard, overlevede med nød og næppe et attentat, og i juli 1993 døde 37 tyrkiske intellektuelle, da et hotel, hvor de holdt konference, blev brændt ned af en rasende menneskemængde. Med på konferencen var den tyrkiske oversætter af »De sataniske vers«, Aziz Nesin. Inden pøbelen satte ild til hotellet, krævede den ham udleveret til øjeblikkelig henrettelse, hvilket ikke skete. Ironisk nok overlevede Aziz Nesin selv branden.

Farcen
I Danmark var der ingen, der døde, men Rushdie-affæren havde også sine danske ofre. Det lykkedes den daværende, socialdemokratisk ledede regering, med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, at klokke godt og grundigt i det, da Salman Rushdie skulle til København for at modtage EUs litteraturpris, Aristeion-prisen, for romanen »Maurerens sidste suk«, for var det nu også sikkert nok, og hvor vidste man fra, at det muligvis ikke var sikkert nok? Farcen endte med en uforbeholden undskyldning fra regeringen til den forfulgte og efterhånden noget forvirrede forfatter, der kom til Danmark og fik sin pris og gik i byen og fik sig nogle øl. Statsministeriets departementschef, Ulrik Federspiel, blev fyret.

Konflikten
Var Salman Rushdie-affæren en slags begyndelse, kunne man spørge? Spørger man Flemming Rose, er svaret ja.

»Fatwaen var i virkeligheden et clash of civilisations, fem-seks år før Samuel P. Huntington skrev om fænomenet,« siger han.

»Det, vi så dengang, var en konflikt, der var styret af kulturelle identiteter, mere end af ideologier, og det på et tidspunkt, da hele verden, og også jeg selv, ellers var mest optaget af ideologiernes død, symboliseret ved Berlin-murens fald. Disse konflikter, hvor det er kulturelle identiteter, der støder sammen, er taget til lige siden. Muhammed-krisen var et voldsomt eksempel, men kun ét blandt mange. Vi står midt i en kulturkamp, der endnu ikke er afgjort. Det var med fatwaen, det begyndte.«

Og muslimerne selv? Hvad synes de?

Ifølge den danske imam Abdul Wahid Pedersen er det nok mest shiamuslimer, der har taget notits af shiamuslimen Khomeinis fatwa. Han minder i den forbindelse om, at de fleste af verdens muslimer er sunnimuslimer.

»Var der ikke noget med, at der var nogle optøjer dengang,« spørger han retorisk og tilføjer, at der jo er så mange, der overreagerer på så meget.

»Det var også en overreaktion, da israelerne forleden slagtede uskyldige mennesker i Gaza, fordi der var blevet sendt nogle discountraketter fra Gaza og ind i Israel. Ikke at jeg billiger disse raketter, men der var ingen proportioner i tingene,« siger Abdul Wahid Pedersen.

Har han ellers indtryk af, at Salman Rushdie er en person, der optager danske muslimer?

»Nej,« siger imamen.

»Vi taler aldrig om Salman Rushdie.«