Hvordan ser virkeligheden ud fra en rødspættes perspektiv? Ikke blot livet på bunden af havet, men også indfangning, flåning og tilberedning. Hvordan oplever et badekar eller en computerskærm mennesket? Eller en flue, når den hægter sig på en mand, der skal besørge i en klit?
Og hvor går grænsen mellem sommer og vinter, godhed og ondskab, krig og fred, lyst og ulyst, det indre og det ydre, mellem det man siger og det man mener, mellem jeget og de andre?
Disse - og mange andre beslægtede - spørgsmål tumler Merete Pryds Helle med i sin nye bog, der bærer den på én gang sigende og misvisende titel: »Det glade vanvid«. For selvfølgelig er det det glade vanvid, at fortælle fra en rødspættes synsvinkel, og verden bliver just ikke mere meningsfuld set herfra selvom sproget holdes nøgternt og registrerende. Men der er samtidig masser af mening i galskaben.
»Det glade vanvid« ligner i visse henseender det, man med henvisning til f.eks. bøger af Solvej Balle, Helle Helle og Christina Hesselholdt, har betegnet som punktromanen. Bogen består af en række korte, øjebliksorienterede stykker, som både lader sig læse enkeltvis (og hvor kunne man dog ønske sig, at bogen var blevet udrustet med en indholdsfortegnelse, thi her er meget som kalder på, at man kommer tilbage og pluklæser), men som samtidig er sat i en sammenhæng. Vi følger et anonymt par og deres barn gennem dagligdagen, og selvom deres livssituation og fortid efterhånden bliver stykket sammen for os, er det mere de enkelte situationer, de befinder sig i, der er i fokus som anledning til refleksion over og perspektiv på tilværelsen. Førnævnte fluehistorie efterfølges f.eks. af et kapitel med titlen »Mad og lort«, som tematiserer, hvordan der »mellem de to former for realitet oscillerer en kompliceret forvandling af molekyleforbindelser, kroppens daglige ritual«, og hvordan manden »er virkelighedens maskine, som den bruger, når den har lyst til at ændre form.«
Vanvid? Ja, men kun på overfladen, for netop fordøjelse og afføring er jo forhold, vi kun delvis kontrollerer, og som vi i den grad tabuiserer og er fremmedgjorte overfor - selvom det er det måske allermest naturlige ved os. Hvad der kommer ind som én ting, lækker og fristende, kommer ud som noget andet, væmmelsesvækkende og frastødende. Men i bund og grund det samme stof.
Pryds Helles sprog er spændt ud mellem sort humor og melankoli, og fastholdes i en prunkløs men dog poetisk tone, som elegant lader den konkrete detalje blive spundet ind i abstraktionen og fastholdt i spidsformuleringer. Ikke i form af entydige svar på de komplicerede spørgsmål til identitetens grænser, men i form af tankevækkende refleksioner over sprog, sansning, liv, krop, ensomhed og kærlighed.
