En rigtig krammer

På kanten af de 80 år udgiver den folkekære Benny Andersen en samling livsbekræftende tekster.

Benny Andersens nye bog »Kram« er en stribe nærmest ynglinge-kåde kærlighedsdigte, som gør bogen til noget af en usædvanlig alderdomsbog.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At blive gammel! Hvad vil det egentlig sige, spørger Benny Andersen i en af sine nye tekster, og han slutter digtet »Gammel« med lidt af en fanfare: »Oh, at være en gamling/en jubelolding som mig/Tjuhej! Der er en glæde ved livet, en appetit på selve det at være til og en stribe nærmest ynglinge-kåde kærlighedsdigte i »Kram«, som gør bogen til noget af en usædvanlig alderdomsbog. Det er bestemt ikke årene, der trykker, når digteren varmer sig ved tanken om alt det, han har til gode: »af liv og levned/af leg og lyst«. »Kram« består af otte hyldest- og kærlighedsdigte til og om Benny Andersens kone E. E. og otte digte af og om B. A. Indimellem kommer en tekst om »kærlighed og jura«, og det hele rundes af med tre prosatekster af meget forskellig karakter, en festtale ved det radikale landsmøde 12.9. 2009, en tekst om Benny Andersens far og et stykke om citronfuglen, der dukker op en decemberdag. En utidssvarende sommerfugl, der giver anledning til bogens sidste sætning med det fundamentale spørgsmål: »Hvorfor var den der pludselig, og hvor blev den pludselig af?«

Underfundige Andersen Der er kærlig og uforbeholden lovsang i digtene til E. E. med både en »Vuggende vækkelse«, en »Hyldest til holdbarheden« og »Tilløb til et stort hurra!«, men tættest på den legende underfundige »ordbo« Benny Andersen kommer læseren måske alligevel i den anden digtrække. Her møder vi digteren med »kirkeklokker i det ene øre/trafikpropper i det andet«, og tekster som »Det forunderlige foranderlige sprog«, »Et digt om at digte« og »Opskrift på åndelig slankeføde« demonstrerer endnu en gang den sprælske og frigørende kraft i forfatterens omgang med gamle vendinger og »nyudsprungne sprogblomster«. Den blandede samling »Kram« hører vel ikke til de tungest vejende bidrag til et forfatterskab, hvor høj kvalitet og folkelig gennemslagskraft har indgået et usædvanligt lykkeligt ægteskab. Men ordet »merlivsværdi«, som Benny Andersen selv engang har introduceret, får nye nuancer i »Kram«. »Oh, at være en gamling ...«