En opsang til venstrefløjen

Thomas Piketty vil vise, at venstrefløjen må tage økonomiske problemstillinger og moderne økonomi alvorligt. Det er grundlæggende et sympatisk projekt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hører til sjældenhederne, at økonomibøger på over 600 sider fylder op under juletræerne. Thomas Pikettys »Kapitalen i det 21. århundrede« aspirerer til det. Den udkom først i forfatterens hjemland, Frankrig, men det var den amerikanske udgave, som gjorde den til »talk of the town«. I dag, tirsdag, udkommer den så i Danmark, hvor Gyldendal har tilkæmpet sig rettighederne.

Hvad har Piketty på hjerte, og er hypen berettiget?

Grundlæggende vil han advare om, at tiden løber baglæns. Han ser fremvæksten af det moderne demokrati som et resultat af, at formuerne – ikke mindst de arvede – faldt i forhold til produktionen i løbet af 1900-tallet. De store formuer fra slutningen af 1800-tallet blev ramt af to verdenskriges ødelæggelser og den økonomiske depression i 1930erne. Den såkaldte formuekvote – som er værdien af formuerne i forhold til værdien af den årlige produktion (BNP) – blev globalt set omtrent halveret fra 1910 til 1950.

Men nu stiger formuekvoten igen. Og det vil den blive ved med en rum tid, før den flader ud, spår Piketty. Globalt vil formuerne passere toppunktet fra 1910 på 500 procent af BNP midt i det 21. århundrede. Men dermed er »driften mod oligarki en reel trussel,« mener Thomas Piketty. »Vores demokratiske samfund hviler på et meritokratisk verdenssyn«, men rentierne, der lever af formuer, de har arvet, vil trænge sig frem. Og rentieren er »demokratiets fjende«. Piketty har tidligere forsket i ulighed. Bogen ramte USA midt i en ophedet diskussion om stigende ulighed og de en procent højeste indkomster, og Piketty forudser da også, at uligheden vil vokse yderligere. Alligevel er det væksten i formuerne og indkomsterne fra arv, som optager ham mest. Han er endda ikke bleg for at tale om, at ulighed kan være positiv og dynamisk, når den skyldes slid og innovation. Men når innovatørerne og deres børn bliver rentierer, bliver de en trussel.

Trods dens internationale succes er »Kapitalen i det 21. århundrede« præget af at være skrevet ikke mindst til dén intellektuelle venstrefløj, Piketty er en del af hjemme i Paris. Han vil ændre deres måde at tænke på.

Nej til planøkonomi

Det er pudsigt, at den danske udgave udkommer næsten på 25 årsdagen for Berlinmurens fald 9. november 2014, for hans projekt har en del med den mur at gøre. Piketty fremhæver, at han fyldte 18 i murfaldsåret. Østblokkens sammenbrud har vaccineret ham mod en tro på traditionel planøkonomi og statsligt ejerskab.

Men Muren flyttede også resten af venstrefløjen. Piketty er tydeligvis ikke bekvem ved, hvor den er havnet.

Som i så mange andre lande gik den franske venstrefløj fra at være præget af Marx´ kapitallogik og dens tro på historien som styret af objektive, forhåndsbestemte materialistiske love til en modsat yderlighed. Inspireret af postmoderne tænkning har den nu snarere en tendens til at benægte, at der findes en opdagelig verden uden for sprogets logik. Det handler bare om, hvilken »diskurs« man vælger. Samtidig er Marx’ klassekamp blevet afløst af Foucaults syn på sproget som en magtstruktur, hvor menneskelige relationer altid kan beskrives ved en undertrykt og en dominerende part. Dermed er opgaven for den politiske aktivisme at solidarisere sig med den undertrykte part og vælge en diskurs, som passer til.

Piketty kritiserer venstrefløjen for dens »dovne antikapitalistiske diskurser«, og bogens titel er åbenlyst et hint til Marx’ hovedværk, »Kapitalen«. Piketty synes at være ude på at gøre op med venstrefløjens virkelighedsfornægtelse og genrejse, hvad han kan, af Marx fra under murbrokkerne. Han vil vise, at venstrefløjen må tage økonomiske problemstillinger og moderne økonomi alvorligt. Det er grundlæggende et sympatisk projekt. Hvis man vil være relevant, kan man ikke vælge økonomien og dens problemstillinger fra.

Hvor meget af Marx får Piketty så reddet ud fra den omstyrtede mur? Det er ikke det hele. Piketty har et godt indblik i moderne økonomisk teori, og han har arbejdet med nogle af de bedste nutidige økonomer. Han hævder ikke, at hans forudsigelser bygger på deterministisk nødvendighed. I begyndelsen af bogen understreger han, at alting er usikkert og intet givet på forhånd. Alligevel glider bogen hurtigt over i at tale om f.eks. »næsten uundgåelige« udviklinger og om »kapitalismens to fundamentale love«. Ligesom Marx mener han, at kapitalismen lider under en indbygget skavank.

Marxisternes fejl

Piketty vil ikke lade staten overtage produktionsmidlerne. De tidligere marxister undervurderede vanskelighederne ved planøkonomi og betydningen af entreprenant konkurrence for fremskridt og dynamik. Til gengæld vil han indføre en meget hård, progressiv beskatning – så kraftig, at hele den ellers forventede stigning i formuekvoten går i stå. Ud over formueskat taler han for progressiv indkomstskat op til 80 pct. Han er klar over, at så høje skattesatser vil få kapital og skatteydere til at vandre og taler derfor for en global skat, begyndende med en europæisk beskatning.

Pikettys bog rejser flere spørgsmål. Har han ret i sin historiske beskrivelse? Har han ret i forudsigelserne? Hvis han har ret, får de så alvorlige konsekvenser for demokratiet? Og hvad er konsekvenserne af skatteforslagene?

Bogens absolut stærkeste side er den betydelige dataindsamling, den bygger på. Nogle af beregningerne er omdiskuterede, men der er gjort et imponerende gravearbejde i bl.a. gamle skatte- og boopgørelser. Forudsigelserne bygger derimod på et ret enkelt teoretisk apparat og nogle kritiske antagelser. Nogle af dem er usikre, andre er ikke plausible – f.eks. om hvor meget folk vil spare op. Formuekvoten vil sandsynligvis stige noget, om end nok mindre end forudsagt, men at arveformuerne og uligheden også vil, er på ingen måde givet. Foreløbig passer teorien ikke så godt på væksten i top en pct.-indkomsterne i USA, for den skyldes mere lønindkomst end formueafkast.

Den mest alvorlige forudsigelse er, at formuekoncentrationen truer demokratiet. Problemet er blot, at Piketty stort set ikke bakker påstanden op analytisk. Det bedste, vi får, er skønlitterære referencer til Austen, Balzac og Tolstoj. Det virker, som om han anser sammenhængen for selvindlysende. Det er den imidlertid langt fra. Selv meget formuende mennesker behøver ikke at have sammenfaldende interesser eller politiske synspunkter. Warren Buffet og Koch-brødrene er blandt USAs ti mest formuende, men står for vidt forskellige politiske dagsordener. Samtidig er penge kun én af de ressourcer, der indgår i det politiske spil. I sidste ende handler det om at kunne mobilisere flest.

En vigtig, men ofte overset pointe er, at når formuerne og det fysiske kapitalapparat vokser, stiger ikke bare indkomsterne hos ejerne, men også lønindkomsterne. Der er ikke tale om en nulsumsspil, hvor kapitalejernes indkomster kun kan stige, hvis lønmodtagernes falder. Det siger Piketty da heller ikke. Han er fuldt opmærksom på, at mere kapitaludstyr gør arbejdskraften mere produktiv, så den kan oppebære en højere løn. Selv om formuerne stiger, er det altså ikke sikkert, at sparernes indkomstandel også gør det.

Høj beskatning

Foreløbig er der trods stigende indkomstforskelle i mange lande ingen tvivl om, hvilken vej den politiske omfordeling af indkomst alt i alt går: De høje indkomster betaler netto til de lave. Vi er et godt stykke fra, at et velhavende oligarki har taget magten i de vestlige demokratier.

Uanset hvad man måtte mene om diagnosen, har dén kur i form af meget høj beskatning, han foreslår, store omkostninger. Bagsiden af medaljen er, at en lavere formuekvote også vil betyde et mindre kapitalapparat. Det betyder mindre afkast til sparerne, men størstedelen af regningen kommer i form af mindre produktivitet og dermed lavere lønninger. I Danmark, hvor overførselsindkomsterne reguleres med lønningerne, rammes de også. Alle mister velstand. Indkomstskatter på omkring 80 pct. vil samtidig virke stærkt forvridende. Det er med god grund, at samtlige regeringer i Danmark siden firkløverregeringen i 1980erne har sænket marginalskatterne. I øvrigt uden at det har ført til væsentlige ændringer i den danske økonomiske ulighed eller store indkomster fra arv.

På ét punkt kan der imidlertid være grund til at komme Piketty i møde. Det er hverken sundt for en økonomi eller et samfund, når politik i høj grad bliver et spil om at tilfredsstille snart den ene og snart den anden interessegruppe med skattekroner eller reguleringer. Apotekermonopolet i Danmark er et eksempel på en regulering, som virker som en slags statsstøtte og omfordeler til de velhavende. Den stadige flytning af energiafgifter fra virksomheder til forbrugerne er et andet. Her var et sted at tage fat.

Det er vist også denne type af omfordeling via lobbyisme, amerikanerne er mest provokeret af – og næppe så pikeret over høje lønninger til ledelserne i Google, Apple og andre produktive ikoner.

Hvad: »Kapitalen i det 21. århundrede«.

Hvem: Thomas Piketty. Oversat af Lars Bonnevie, Peer F. Bundgaard, Line Vikkelsø Frederiksen og Nils Voisin Schultz. Sider: 676.

Hvor: Gyldendal. Pris: 399,95 kr.

Otto Brøns-Petersen er analysechef i Center for Politiske Studier (CEPOS).

Læs et uddrag her: