En nervøs sjæl flakser

Mirjam Bastians »Loretta« er en sanselig og sørgmunter beretning om at acceptere sig selv og om livet, døden og kærligheden mellem to mennesker og deres familier.

Mirjam Bastian skriver internationalt på dansk i »Loretta«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Fortiden kan være en anmassende figur, der ikke bryder sig om at blive overset og derfor fylder og forstyrrer og ustandseligt farer ind foran dagslys og drømme, des mere man vender den ryggen.

Den kan ende med at gøre livet lige her og nu blodfattigt, blegt og belastet af mangel på D-vitamin og alt muligt andet, og det er derfor tilrådeligt at se sig selv og sin fortid i øjnene og ikke være bange for hverken egne eller andres skygger.

Det er i grove træk, hvad Mirjam Bastians sanselige og sørgmuntre roman »Loretta« handler om, og hvad hoved- og titelfiguren kæmper en arg kamp imod. Fortrængninger synes fanden at have skabt, og jo flere af slagsen, des flere skygger og færre solstråler.

Loretta er en tilsyneladende velfungerende yngre kvinde, der er rejst ud i verden – nærmere betegnet London – hvor hun lever et behageligt liv med gode venner og godt job, sexet kæreste og en altid nærværende veninde. Men efterhånden som man læser sig ind på hende, og siderne i bogen bladres igennem og afdækker hende lag for lag, fremtræder et menneske med grotesk store fortrængninger og et svært sind.

Inde under den velfungerende overflade flakser en nervøs sjæl, og Mirjam Bastian portrætterer med både sødme og skarphed fortrængningsmekanismer og sjælesorg, så man bliver berørt, underholdt og, ja, faktisk også en anelse irriteret over, at Loretta (og andre af bogens personager) ikke hører, ser og siger mere eller andet end det, de selv vil.

Knivskarpt skrevet

Loretta har anonymt modtaget en bog med tegninger af scener fra sin barndom. Hun er sikker på, at den er fra hendes bror Carl, som hun ikke har set eller hørt fra i mange år. De to er vokset op som pseudotvillinger og svigtede børn i en strukturløs familie, og nu tager hun tilbage til Danmark for at finde ham.

I første omgang finder hun dog snarere resterne af sig selv, sin dødssyge mormor og en mand i sit køleskab. Manden hedder Tom og har sammen med sin britiske mor og fire søskende boet i Danmark, siden han var femten, og hans alkoholiserede og forsumpede danske far druknede i London. Toms og Lorettas historier fortælles parallelt, og efterhånden vikles deres liv og deres familier ind i hinanden.

Mirjam Bastian (der har udgivet to anmelderroste romaner under navnet Mirjam Bastian Wechselmann) skriver knivskarpt og samtidig herligt uregerligt. At historien tillige er befolket med skæve og skøre eksistenser, giver teksten en særlig lethed, til trods for at tonen er i mol, Lorettas og Toms (og andres) liv er svære, og døden og fortrængningerne maser og mosler sig frem.

»Loretta« er – trods alt – en livsbekræftende roman, og så har den en næsten eksotisk »fremmedhed« over sig både i handling og udtryk, der gør, at den adskiller sig fra meget moderne dansk skønlitteratur. Sagt på en anden måde: Mirjam Bastian skriver internationalt på dansk og med vingesus om det nære, og lad så være, at den cirka midtvejs og hist og her bliver lidt tam i tonen. »Loretta« er hermed anbefalet.

Titel: Loretta. Forfatter: Mirjam Bastian. Sider: 384. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.