Som danske læsere sikkert har bemærket, så har svensk krimilitteratur udviklet sig til et nationalt turistbureau, hvor forfatter efter forfatter planter hver sin blågule majstang i et stykke svensk natur med dertil hørende lokalhistorie.
Der er Åsa Larsson i Kiruna, Johan Theorin på Øland, Mankell i Ystad, Läckberg i Fjällbacka og så videre og så videre. Hyggeligt uhyggeligt og fermt som bare pokker, men i længden også lidt forudsigeligt. Som megen hjemstavnslitteratur.
Her kommer så Lars Kepler med »Hypnotisören«, der på overfladen godt nok foregår i Stockholm, men hurtigt stikker af fra de trygt genkendelige kulisser og rykker ind i mørkere og mørkere mentale landskaber. I det menneskelige sinds irgange skal en serie af krimier udspille sig, har Lars Kepler udtalt, og den bebudelse er i sig selv et velkomment smæk med dørene i nordisk krimilitteratur.
Her blandes rask væk spændingsgenrer som den actionprægede thriller, den vidt forgrenede krimigåde og den blodige skrækroman, og lig på stribe bliver læserens vej ind til sit eget indre ukendte. Som retsmedicineren »Nålen« siger til kriminalkommisær Joona Linna hen over endnu et skamferet lig: »Mortui vivos docent – de døde lærer de levende«.
Fra den skræmmende fortælling om en 15-årig seriemorder, som brutalt udrydder sine forældre og lillesøster og nu er på nådesløs jagt efter storesøsteren og en hypnotisør, der har været inde og »rode« i morderens hoved, udvikler romanen sig til et mangedobbelt freudiansk drama. Hypnotisørens teenagesøn kidnappes, og i kriminalkommisær Joona Linnas jagt på de to unge mænd møder vi en lang række omsorgssvigtede ofre for drømmen om et lykkeligt familieliv. Aldrig før har et stykke krimikunst hængt far, mor og børn i det nordiske velfærdssamfund så bestialsk til skue. Det er Lars Norén, Lars von Trier og en håndfuld rabiate svenske feminister og ganget med to. Mindst.
Og er jeg så slet ikke forarget over de udpenslede voldsscener i »Hypnotisören«, hvor det flyder med parterede lig, skalpeller hen over et spændt strubehoved og økser i et duvende baghoved? Ikke det mindste, idet der, når det går mest blodigt til, sker en forunderlig drejning af realismen i fiktionen, der skubber læseren ud på det fantastiskes overdrev med en umærkelig, men alligevel beroligende, følelse af at dette – trods alt – kun er fantasi. Men hvilken fantasi! Og hvilken hypnotiserende læseoplevelse! Man kan rolig glæde sig til »Hypnotisören«, der udkommer på dansk i foråret 2010. Og kan man slet ikke vente, så læs den fluks på svensk. Sværere er den ikke. Og tilmed rørende billig.
