En medskyldigs forklaringer af fortiden

Peter-Jürgen Boock var med til at kidnappe og bevogte den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer. Boock var medlem af den tyske terrorgruppe Rote Arme Fraktion. Schleyer blev myrdet. Nu har Peter-Jürgen Boock udgivet en bog om Schleyer-sagen, men kan en medskyldig i mordet overhovedet tillade sig det?

Den tyske industrimand Hans-Martin Schleyer tilfangetaget og senere myrdet af Rote Arme Fraktion i 1977. Efter 20 dage i fangenskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fanatiske venstreorienterede hærgede Tyskland i 1970erne og 1980erne. De værste af dem var organiseret i Rote Arme Fraktion (RAF), der terroriserede det tyske samfund og myrdede civile.

Blandt dem, gruppen henrettede, var arbejdsgiverforeningens formand, Hanns-Martin Schleyer. Rote Arme Fraktions medlemmer kidnappede Schleyer og holdt ham indespærret i ugevis og krævede fængslede RAF-medlemmer frigivet. Forløbet afsluttedes med, at de myrdede ham med to skud i baghovedet.

Blandt bandens medlemmer var Peter-Jürgen Boock. Han var ikke den, der skød Schleyer i baghovedet. På det tidspunkt var han i Bagdad til møder med den palæstinensiske terrorgruppe PFLPs operative chef, Wadi Hadad.

Men Boock var alligevel medansvarlig, for telefonisk havde han givet sit ja til, at andre udførte drabet. Under kidnapningen af Schleyer var hans chauffør og tre politifolk også blevet dræbt, og den dag i dag hersker der en vis usikkerhed om, hvem der myrdede mændene.

Nu har Peter-Jürgen Boock fået sin bog »Bortførelsen og henrettelsen af Hans-Martin Schleyer« fra 2002 udgivet i Danmark. Det er beretningen om Schleyer-sagen med meget udførlige samtaler mellem bl.a. Schleyer og Peter-Jürgen Boock.

Desuden indeholder bogen fascinerende beskrivelser af Boocks ophold hos PFLP, der organiserede en flykapring for at kræve fængslede medlemmer af Rote Arme Fraktion fri. Det var en aktion, der gik helt galt for terroristerne, og flyet blev erobret af tyske specialtropper. Kort efter begik en række af de ledende medlemmer af Rote Arme Fraktion selvmord i fængslet.

Det er med stærkt blandede følelser, man læser Peter-Jürgen Boocks bog og begiver sig til et interview med ham. Muligvis er han en af de angrende terrorister, der har fortrudt den vilde vold og fanatismen, men det fremgår ikke tydeligt af bogen, hvor angeren stopper.

Og under alle omstændigheder virker det krænkende på denne interviewer at læse om den kidnappede Hanns-Martin Schleyers sidste tid beskrevet af en af de mænd, der var ansvarlige for hans død.

Hvordan ville danske læsere have det med, at én fra Blekingegadebanden skrev om mordet på den unge politimand eller andre ofre for bandens hærgen?

Jeg læser din bog med blandede følelser. Det er svært at læse en bog om en mand, der er skrevet af en, der sagde ja til hans mord. Er det sandheden, vi får?

»Det kan du ikke vide. Jeg kan heller ikke, for jeg var jo i Bagdad i den sidste tid.«

Men forstår du, at det er med blandede følelser?

»Der er to muligheder. Enten taler og skriver man om det, eller også taler og skriver man ikke om det. Hvis man taler om det, kan alle finde noget at kritisere. Jeg kan beskyldes for at lyve eller forvrænge historien. Men hvis man ikke taler, så er der ingen erfaring at drage. Så jeg har intet valg. Jeg må tale om det.«

Ved vi, hvordan Schleyers søn, Bernhard, har det med at læse om sin fars mord?

»Lige siden min arrestation, og jeg har siddet 18 år i fængsel, har jeg sagt til alle, at hvis de vil tale med mig, så er de velkomne. De kan spørge om alt, og jeg vil svare.«

Talte du med sønnen?

»Det kan jeg ikke fortælle. Men jeg har talt med tre ofre for vore gerninger.«

En af de hyppige debatpunkter i bogen mellem jer og Schleyer var den gamle generations og Schleyers egen nazifortid. Mener du, at den ældre generations nazi-medløb retfærdiggør jeres gerninger?

»Nej. Men Schleyer skulle være blevet dømt efter krigen. Han var involveret i anvendelsen af godt 50.000 slavearbejdere til større tyske firmaer.«

Legitimerer Schleyers eller andre nazi-medløberes fortid jeres gerninger, når du nu fremholder, at de var skyldige?

»De gamle nazister kom til magten efter krigen, fordi De Allierede behøvede dem. I min generation blev vi vældig provokeret af dette forhold. Men de skulle være dømt dengang, og det legitimerer ikke vore handlinger.«

I bogen bringes forældregenerationens antisemitisme op. I anklager Schleyer og hans generation for antisemitisme. Men var I bedre selv? I gik i samarbejde med en organisation som PFLP, der ramte civile jødiske mål både i og udenfor Israel?

»Vi var aldrig antisemitter. Jeg havde heftige debatter med PFLPs folk om Israel. Jeg og RAF mente, at Israel skulle eksistere og en palæstinensisk stat skulle etableres. Vore synspunkter var aldrig antijødiske.«

Det kommer som en overraskelse for mig, for PFLP gik jo ind for staten Israels nedlæggelse, angreb jøder også uden for Israel og førte en heftig antizionistisk kampagne, der også var antisemitisk i sit indhold. Og det var mens i samarbejdede med dem?

»Vi var ikke antijødiske, og jeg har den dag i dag en masse jødiske venner. Vi deltog ikke i PFLPs kampagner og deltog ikke i angreb på jødiske mål. Jeg har fortalt dig, at jeg tog de debatter med PFLPs ledere om disse sager. Og zionisterne var jo også i offensiven.«

Sætter du da lighedstegn mellem, hvad Israel og PFLP gjorde?

»Nej, men vi kæmpede for palæstinenserne fik deres eget land.«

Der er kommet mange bøger om Rote Arme Fraktion i de sidste ti år. Er der en fare for, at vi koncentrerer os for meget om RAF og glemmer, at der var så mange andre grupper og mennesker, der hyldede vold og fanatisme?

»Nej, for der er kommet endnu flere bøger om tiden generelt, der netop beskriver denne tendens. RAF var blot en fodnote. Vi var udtryk for den mest ekstreme tendens i et ungdomsoprør mod vore forældres samfund.«

Blandede følelser

I alle lande – også i Danmark – var der en amokløb blandt unge, der blev venstreradikale og legitimerede volden. Hvorfor blev det så meget værre i Tyskland end i f.eks. Holland og Danmark?

»Der var jo en løgn i Danmark og Holland. En løgn om, at de fleste var modstandsfolk eller antinazister. I Tyskland kunne man ikke fortælle den slags løgne, og vi vidste, hvad vore forældre havde gjort og sagt, og derfor blev ungdomsoprøret så meget mere brutalt.«

Forklarer det forskellene i de forskellige lande på de voldelige excessser?

»Ja selvfølgelig. I de lande, hvor det havde været fascister eller nazister, blev oprøret mere voldeligt. Det var f.eks. i Tyskland, Italien og Spanien. I Danmark og Holland opdagede ungdommen ikke, at der blev løget for dem. I mit hjem opdagede jeg hurtigt, at der blev løget – også af mine forældre. De var skam ikke nazister, påstod de.«

Hvordan blev din bog modtaget i Tyskland, da den blev udsendt i 2002?

»Der var alt lige fra de meget aggressive til de positive reaktioner. Jeg har taget det meste med sindsro, blot ikke da de gik efter min hustru og skrev, hvordan hun kunne være gift med en forræder som mig. Der gik de over stregen, og der blev jeg virkelig vred. Men jeg blev også klar over, hvorfor det var nødvendigt at skrive om fortiden. Forstår du?«

Kun delvist. For på den ene side har du ret til at blive vred, for din hustru jo ikke har gjort noget, så vidt jeg ved. Men på den anden side var reaktionen på sin egen perverteret måde jo et spejlbillede af, hvad du selv havde gjort; nemlig tilføjet helt uskyldige, som f.eks. Schleyers søn, smerte?

»Vov. Så hvad? Har du måske en løsning? Tavshed?«

Jeg har ingen løsning, men jeg har blandede følelser med at læse den?

»Jeg havde blandede følelser, da jeg skrev den«