En mand genopdager sig selv

Tilbageblik, forestillinger og virkelighed vikler sig på forunderlig vis ind i hinanden i Jakob Vedelsbys lille, litterære lækkerbisken »Skyggespor«.

»Skyggespor« af Jakob Vedelsby. Fold sammen
Læs mere

Når en jeg-fortæller er en midaldrende mand i midtvejskrise, kan man – måske især som kvindelig læser – have en tilbøjelighed til at bevæge sig ind i historien med den mentale håndbremse trukket og samtlige ruder rullet så langt ned, at der kommer gennemtræk til den selvynkende mandehørm.

Men i dette særlige tilfælde snyder man sig selv, hvis man ikke slipper alle tøjler og bremseklodser, giver læsningen fuld speed og lukker sig inde i et køretøj af et lukket litterært luftrum, der hedder »Skyggespor«.

Jakob Vedelsbys lille fortættede roman er en skøn, skør og skræmmende læseoplevelse, man bør unde sig selv – også hvis man normalt ikke lige er på bølgelængde med typer som den desillusionerede hovedperson, Peter Bellman.

Og jo, Peter Bellman er en af den slags selvmedlidende og samtidig selvoppustelige mandfolk, der gerne vil have verden til at tro, at han er og kan mere, end han inderst inde selv synes.

Han kæmper mod egne dæmoner, faderbinding og et fortrydeligt forældreansvar for to voksne sønner, han aldrig ser. Han begræder fortiden og kærligheden og sin egen kuldsejlede karriere som dokumentarfilminstruktør, og han dulmer det hele med øl, joints og uforpligtende sex.

Men så ringes han op af datteren af en gammel ven og kollega, Janus Ewald, der er afgået ved døden, og som måske, måske ikke er myrdet af folk, der ikke brød sig om hans interesse for deres virksomhed.

Komisk melankolsk tone

Janus Ewald, beder post mortem Peter Bellman om at fortsætte optrevlingen af en hemmelig organisation, der har som mål at gøre noget ved det stigende immigrationspres på Europas grænser. Ifølge Janus Ewald har man i samarbejde med et større medicinalfirma udviklet et vaccinationsprogram, der kan bremse overbefolkning og indvandring, fordi det ikke alene beskytter verdens fattige mod malaria og andre sygdomme, men også ødelægger vaccinerede pigers forplantningsevne.

Peter Bellman får nu et nyt fokus i tilværelsen. Dels ser han en mulighed for at gøre et professionelt comeback, dels tager han via sin researchrejse gennem Europa og det nordlige Afrika på tur tilbage i sit eget liv.

I en blanding af flashbacks, fantasi og fakta genopdager han sig selv, og selv om vejen er fyldt med knubs og traumatiske fortrængninger, bliver det en både opløftende og begivenhedsrig (selv)opdagelsesrejse - der ikke er begrænset til ’mand i midtvejskrise’, men bredt og medmenneskeligt vedkommende.

Jakob Vedelsby skriver i en finurlig tone, der kunne kaldes komisk melankolsk, hvor man midt i det triste og traurige må trække på smilebåndet og/eller genlæse de præcise, koncise og vise formuleringer for nydelsens skyld. Det er skønt og skælmsk og på sin vis også skrækkeligt, fordi det (også) handler om noget meget større end os/Peter Bellman selv. På den måde får Vedelsby flettet en stor og en lille historie sammen i en lille litterær lækkerbisken.

Titel: Skyggespor. Forfatter: Jakob Vedelsby. Sider: 240. Pris: 299 kr. Forlag: Tiderne Skifter.