En lille bog med et kolossalt indre rum

»Olavs drømme« – en af de tre romaner der indbragte norske Jon Fosse Nordisk Råds Litteraturpris – leder os ad stien uden punktummer.

Jon Fosse: »Olavs drømme« Fold sammen
Læs mere

I en anmeldelse er det god skik at citere og ad den vej give eksempler på forfatterens stil og måde at indkredse stof og handling på. Men hvad gør man, når en roman er fuld af sigende passager, men ikke rummer ét – ikke ét eneste – punktum, der kan afgrænse sætningen fra den forrige og den efterfølgende?

Spørgsmålet melder sig i selskab med Jon Fosses »Olavs drømme«, der netop er oversat fra nynorsk og er det midterste bind i den trilogi, der tirsdag indbragte forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris.

Og selv om »Olavs drømme« med fordel kan læses mellem første bind, »Andvake«, og tredje bind, »Kveldsvævd«, ja, så står den også stærkt som selvstændig læseoplevelse.

På første side går Olav på en sti, der fører ind mod byen Bjørgvin, og han har det fint med at gå alene. Men længere fremme ser han en anden, noget ældre mand. Da Olav skal passere ham, taler han til Olav og siger – nu klipper jeg i den smukke sætningskæde – »Hov du der, Asle«.

Men Olav lystrer ikke navnet og forsøger at komme på, hvem manden er. Man forstår her, og på andre reaktioner i Bjørgvin, at Olav tidligere var en anden.

Men hvorfor har han, lig sin elskede, som venter fjernt fra byen, skiftet navn og identitet?

Som romanens sætning bliver kortere, står det klart, at Asle, der altså nu kalder sig Olav, er anklaget for et mord, han måske, måske ikke, har begået. Eller også var det et uheld.

Men »Loven« kræver sit, og den ene af de to mænd, der fanger Olav og kaster ham i fangehullet, siger at »en drabsmand som dig skal dø«.

Handlingen svæver i tid

Hvad der siden sker, skal ikke røbes, men måden hvorpå Fosse skriver den enkle historie frem, er fascinerende.

Alene dét at alle får navn efter deres arbejde eller alder. Manden, Olav møder på stien, navngives således i en typisk glidning, hvor »han ser at det er en gamling og Gamlingen standser«.

At hedde det, man er, leder tankerne mod middelalderen med dens Jens Bager, Søren Smed og så videre, og »Olavs drømme« er i det hele taget en blanding af mordgåde og middelalderekko, men skrevet på en måde, så man som læser har fornemmelsen af at svæve i tid:

Fosse fæstner aldrig handlingen til bestemte årstal via en historisk begivenhed, en tidstypisk klædedragt, et redskab eller andet, og på den måde får romanen også lignelsens og mytens karakter.

Det er i det hele taget næsten naturstridigt, hvor mange lag og lejer, der er i den enkle historie og på de 87 små sider, hvor sætningen slynger sig lige så mygt og organisk som den sti Olav går på – uden punktummernes bump – men altså er fuld af mord, fortvivlelse, skyld.

»Olavs drømme« er, sagt med færre ord, en lille roman med et kolossalt indre rum.

Titel: »Olavs drømme«.

Forfatter: Jon Fosse.

Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Sider: 87.

Pris: 148 kr.

Forlag: Batzer & Co.