Enhver skønlitterær tekst er inspireret af andre skønlitterære tekster. Det kan ikke være anderledes. Men hvor tydelig inspirationen er, det varierer naturligvis fra værk til værk og fra forfatter til forfatter.
Der findes dog tekster, hvor et bestemt værk danner grundlag for det nye. Som da James Joyce skrev »Ulysses« med Odysseen som undertekst. Eller som Henrik Pontoppidans »Ørneflugt«, der er baseret på H.C. Andersens »Den grimme ælling«.
Palimpsester kalder litteraturteorien disse overskrivninger af ældre tekster, der vel foretages i fascination af eller kærlighed til originalen, og fordi forfatteren med sin opdatering mener at kunne sige noget nyt. Ellers var der vel ikke nogen grund til at gøre det.
Disse ord og tanker for at nå frem til belgiske Amélie Nothomb og hendes fortrinlige roman »Blåskæg«. Her er underteksten folkeeventyret af samme navn om en rigmand, der dræber sine hustruer som straf for at gå ind i det kammer, han som det eneste har forbudt dem at gå ind i. Men når han er på rejse, vinder nysgerrigheden, og bag døren ser de ligene af alle de hustruer, der tidligere har forbrudt sig mod hans krav. Og på nøglen, kvinderne låser sig ind med, toner en blodplet frem, som ikke kan vaskes af, og som afslører dem for Blåskæg, når han vender hjem.
Et formidabelt eventyr om skam, skyld, død, drift, straf og pligt, som Amélie Nothomb i sin version har henlagt til det moderne Paris, hvor hun også har gjort eventyret til en anderledes ligeværdig kamp mellem kønnene.
Her er Blåskæg blevet til don Elemirio Nibal y Milcar, en hovedrig ungkarl af fornem spansk adel, og den niende kvinde i hans hus er den unge, smukke Saturnine, der arbejder som vikar på École du Louvre og slog til, da hun fik mulighed for at leje et forbløffende billigt værelse i Elemirios luksuriøse hus.
Selvom Elemirio bærer den kultiverede psykopats træk – han er blandt andet gourmet som en anden Hannibal Lecter – lader den snusfornufige, selvbevidste Saturnine sig hverken imponere af hans viden, rigdom eller uhyggelige renommé: Hun går til ham, spørger direkte til hans fortid og stiller krav til deres samtaler. Det kan han lide, og han forelsker sig i hende, ligesom han, forstår læseren, har gjort det i sine otte tidligere lejere. Som altså siden er forsvundet sporløst.
Hvor eventyret om Blåskæg er dystert, har Amélie Nothomb lettet tonen i sin fortolkning. Ja, indimellem er romanen faktisk morsom. Som når Saturnine udstiller Elemirios selvsmagende, prætentiøse facon og hans forkærlighed for den spanske inkvisition, der alt sammen ville være dybt latterligt, hvis ikke lige det var, fordi manden havde ry for at være massemorder. Og hvis ikke lige det var, fordi hans luksus og gammeldags gentlemanship gradvist kaldte forelskelsen frem i hende, samtidig med at interessen for det lukkede kammer tog til.
Hvordan det ender, og om Saturnine bliver det niende offer for Elemirio, skal ikke røbes her, blot skal det understreges, at eventyrets slutning twistes effektivt og i nutidens ånd.
Eneste undren undervejs i læsningen er sådan set, hvordan det kan være, at den oplyste Saturnine ikke genkender det kendte franske eventyr om Blåskæg i Elemirios liv og ugerninger.
Måske en detalje, og vigtigere er det da helt sikkert også, at Amélie Nothomb formår at revitalisere eventyret for læseren. Vel at mærke uden at virke forceret eller postuleret, og hun gør det i et præcist og let, men langtfra letbenet sprog. Det er godt gjort og ikke mindst det gys, der opstår, da døren til det mørke kammer omsider går op. Og det viser sig, hvem der er er offer for hvem.
Titel: Blåskæg Forfatter: Amélie Nothomb Oversat fra fransk af: Sofie Vestergaard Jørgensen Sider: 126 Pris: 225 kr. Forlag: Tiderne Skifter
