En kunsthistorie i 12 et halvt kapitel

Julian Barnes har netop modtaget Man Booker-prisen og har skrevet en sjov, men krævende bog om en række store kunstnere.

Julian Barnes - modtageren af årets Man Booker-pris og forfatter til kendte romaner som »Flauberts papegøje« - har i sine bøger ofte inddraget billedkunsten, og i »Som jeg ser det« har han samlet et dusin essays om fremtrædende kunstnere fra navnlig Europa og især Frankrig.

Det er en bog skrevet af en skønlitterær forfatter med dyb erfaring i at anvende sprogets værktøj elegant og forførende. I modsætning til flertallet af kunstbøger er den morsom; skrevet som den er i den særlige essayistiske tradition for vittig kynisme, man ofte finder i britisk litteratur - og herunder i de bedste engelske dagblades klummer og kommentarer. Man støder ofte på - i sammenhængen - overraskende udtryk, som når nogle billeder minder forfatteren om, at »hvis man trækker vod i den mandlige underbevidsthed, kommer der ikke ret meget andet end døde hunde og rustne torturredskaber med op«.

Barnes gennemgår en række fremtrædende kunstnere - blandt dem Manet, Degas, Bonnard, Braque og Magritte - og nogle gange går han nærmere ind på ét eller flere billeder; ved andre lejligheder repeterer han en række kunsthistoriske anekdoter om genierne. Som nu Delacroix der har malet et af de meste berømte revolutionsbilleder, men var modstander af landbrugsredskaber. Hvorfor? Jo, for så fik bønderne alt for meget fritid, og hvad skulle de bruge den til? Sandheden trivedes alligevel blot hos begavede enkeltindivider, mente han. Ikke blandt masserne.

Overrumplende vildskud

Barnes forholder sig med amatørens uforpligtende tilgang til stoffet. Bogen er absolut ikke en introduktion til store kunstnere. Den kræver forkundskaber, og man får størst udbytte ved at være fortrolig med 1800-tallets franske historie og have sin Stendahl nogenlunde præsent.

Undertiden er der så nogle meget overrumplende vildskud, som når Barnes i sit essay om Claes Oldenburg sammenligner Warhol med Prins Andrews fraskilte hustru: »Fergie havde det sjovt og fik også en masse penge ud af at være medlem af kongefamilien. Det samme kan man sige om Warhol og kunsten.« Sjovt skrevet. Men noget vrøvl.