En kalaks bekendelser

Roman: KalakDebutanten Kim Leine giver et stærkt billede af livet i Grønland og fortæller uforløst om faderens seksuelle overgreb om sex, druk og narkomani.

Det er tid for bekendelser i disse år. De allerede kendte fortæller om deres umoralske eskapader og uperfekte liv, og de ukendte følger trop. Dagens debutant Kim Leine (f. 1961) kan således fortælle om, hvordan han som skilsmissebarn blev seksuelt misbrugt af sin far, der syntes, at det var helt i orden at gå i seng med sin egen dreng. Kim siger dog stop en dag, men bryder ikke forbindelsen. Der er tilløb til et opgør med faderen flere gange i hans liv, men det bliver aldrig rigtig ført igennem.

»Kalak« hedder Kim Leines bog. Det er slang for »en skide grønlænder«, og sådan en slags er dansk-norske Kim på godt og ondt. Efter at have taget en uddannelse som sygeplejerske og stiftet familie bosætter han og familien sig i Grønland, hvor han falder så godt til, at han bliver accepteret af grønlænderne - og bliver kaldt en »kalak«. Men han er også en »kalak« i den forstand, at han er splittet mellem to kulturer og kommer ud i det alkohol og stofmisbrug, som adskillige grønlændere havner i.

Kim er en mand i konstant krise. Angst, selvhad og splittelse har han med hjemmefra, og ligesom faderen mangler han »sådan en lille rød stopknap«, som andre har. Han bruger den ene kvinde efter den anden og driver på et tidspunkt en af dem ud i selvmord. Derefter tager hans eget liv en dramatisk retning, da han bliver narkoman. For som det hedder, så er det danske sundhedssystem verdens gavmildeste pusher, og som sygeplejerske har han direkte adgang til medicinskabet.

Beskrivelsen af Kims psykiske nedtur fungerer godt den første halvdel af erindringsromanen, der skildrer ungdomstiden og de første år på Grønland. Især afsnittene om en sygeplejerdont i Grønland og indblikket i det grønlandske samfund er godt og overbevisende beskrevet. Men i anden del bliver det til for mange gentagelser, og der mangler et ordentligt tag om hovedpersonens problemer. Selvfølgelig er gentagelserne en del af Kims problem, men de bliver efterhånden også et problem for læseren. Kims forhold til faderen, moderen, hustruen og børnene står uforløst hen, og det kan da godt være, at det også gør det i virkeligheden, men i en roman vil jeg nu foretrække en gennemspilning af konfliktmønstre og en stærkere stilisering af forløbet.

Kim Leine deler et æstetisk problem med adskillige andre, der vil berette om deres liv. De vil gerne være hudløst ærlige, men også have fiktionens frihed og det slør, som fiktionen kan kaste over de mere ubehagelige dele af deres liv. Måske er det udtryk for, at de trods alt har en stopknap og dermed en blufærdighed i forhold til sig selv og en moralsk forpligtelse til ikke at udnytte og udlevere andre. Under alle omstændigheder efterlader det læseren i en situation, hvor man ikke ved, på hvilken måde man skal opfatte beretningen. Er det faktiske og autentiske begivenheder, man bliver vidne til, eller forestillede? Adskillige forfattere lader denne dobbelthed være et centralt tema, mens andre - som Kim Leine - lader den spille mere fordækt med og lader fiktionen være den kattelem, de kan smutte ud af, hvis de skulle blive stillet til ansvar for deres handlinger. Kim Leine har med sin erindringsroman ladet lemmen stååben, men det svækker også den troværdighed, som skal bære hans historie igennem til læseren.