Hallgrímur Helgason har leveret en eksplosion af en roman. På en ø, hvor forfatterne konkurrerer med vulkaner, varme kilder og bankkrak om den internationale opmærksomhed, hører Helgason til de hotteste navne. Ikke alene er han med den aktuelle roman »Kvinden ved 1000°« indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for tredje gang – »101 Reykjavik« og »Stormland« hedder de to tidligere nominerede romaner – han skriver også med en magisk fantasi, en respektløshed og en sproglig utæmmelighed, der både betager og ryster.
»En urgammel kvinde findes død i en garage med hænderne foldet om en tysk håndgranat fra anden verdenskrig og et ar efter hagekors på overarmen. Det lød som begyndelsen på en c-krimi.« Sådan kan Hallgrímur Helgason selv sige det mod slutningen af »Kvinden ved 1000°«, og det er rigtigt, at historien om Herbjørg Maria Bjørnsson, sådan som hun fortæller den fra sin seng i en garage, mens hun venter på den ligbrænding ved 1000°, som hun personligt har bestilt, ofte bevæger sig langt ud over den gode smags rammer og ind over den kulørte knaldromans grænser.
Fortælleren, hvis vigtigste selskab er en bærbar computer, springer suverænt imellem årstal, steder og mænd i sit 80-årige liv, og især afsnittene fra Anden Verdenskrig, hvor hendes far meldte sig som soldat for Hitler, og hun selv flakkede omkring i Europa i flere år, er centrale i bogen. Her oplever hovedpersonen, at hendes liv afspores, men samtidig er viljen til overlevelse ukuelig. Bogen igennem svinger beskrivelserne mellem det grotesk komiske og det grumt forfærdelige. Mange skildringer står med sagaernes ubarmhjertige ubønhørlighed, som når en forsmået tilbeder lader sig hakke ihjel af terner eller en alkoholiseret samlever får hovedet knust.
Et kapitel for sig er den opsigt, romanens blanding af virkelighedens figurer og den uforfalskede fiktion har vakt i hvert tilfælde i Island. Er det i orden at involvere Islands første præsident og medlemmerne af hans familie, sådan som det sker med persongalleriet her? Selv kalder Helgason romanen en »oplysende fortælling«, og uden det islandske lokal- og personkendskab er det i hvert tilfælde nemt nok at sluge handlingen som ren eventyrroman med mørke klange skabt af krig, krise og krak.
Og tryk er der på sproget, som ikke forsager ret meget og suverænt pendler mellem nutidsjargon og sagaklangene med ordsammensætninger som »havmishandlede«, »sejldjærve« og »skridtsløve livsaftensmænd«. Helt forrygende er en række af bogens personportrætter fra den vejrbidte mormor på Svefnøerne til invaliden, »Den halve Hitler«, der uden ben svinger sig ind i fortællingen på banegården i Hamburg for få sider senere at være skudt af en tysk soldat. Skarp satire er der i omgangen med Danmark som kolonimagt, men også Island får nogle ordentlige hak i selvforståelsen. At få taget »ødommen« på hjemlandet er en del af forfatterens projekt.
Der er meget at komme efter på mange planer hos Hallgrímur Helgason. Ikke mindst den vældige energi i sproget gør »Kvinde ved 1000°« til en ren vulkan af en roman.
Forfatter: Hallgrímur Helgason. Titel: »Kvinden ved 1000°«. Sider: 466. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
