En iraner, der færdedes i mørket

Sadeq Hedayats prosa hører til verdens­litteraturens sorteste og smukkeste. Nu foreligger en række af hans noveller på dansk.

Et udvalg af Sadeq Hedayats noveller udgives nu på dansk, og her er intet for sært eller mørkt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Europæisk litteratur er ikke kun europæisk. Den kan for eksempel også være iransk. Som i tilfældet Sadeq Hedayat, der blev født i 1903 og voksede op i en aristokratisk iransk familie.

Som ung rejste han til Belgien og Frankrig for at uddanne sig, senere opgav han at uddanne sig formelt, og endnu senere helligede han sig dels studierne af gamle persiske skrifter og moderne europæisk litteratur, dels sin egen prosa og dramatik.

Passioneret iraner var han, Sadeq Hedayat, men europæisk i hele sin tilgang til det at skrive. Han var prosaist fra en fornem gammel kultur, hvor poesien var altdominerende, han dyrkede lidenskabeligt europæiske forfattere som Franz Kafka, Guy de Maupassant og Jean-Paul Sartre, og da han 9. april 1951 tog sit pæneste tøj på, lagde sig på gulvede og gassede sig selv ihjel i sin lille lejlighed i Paris, havde han for altid ændret iransk litteratur.

For snart tre årtier siden udkom Sadeq Hedayats roman »Blinde ugle« på dansk. Nu har forlaget Vandkunsten samlet nogle af hans noveller i bogen »Levende begravet«, og hvis man ikke lader sig afskrække, ja, måske endda føler sig tiltrukket af tanken om at læse en stor forfatter, for hvem mørket var at foretrække frem for lyset, så bør man ikke snyde sig selv for netop ham.

Som det gælder al stor litteratur, der handler om det fortrængte, det mærkelige, det dødsmærkede, det nogle gange uudholdelige, er det nemlig ikke deprimerende at læse Sadeq Hedayat.

Ikke engang, når han, som i titelnovellen i den aktuelle samling, er inde i hovedet på en opiummisbruger, der skriver sådan her om sig selv: »Lige nu hverken elsker eller hader jeg livet, jeg er i live uden hensigt, uden lyst, en overnaturlig og usædvanlig kraft holder mig tilbage. Jeg er fastsurret med stållænker i tilværelsens fængsel«.

Blandt verdenslitteraturens store

Hos Sadeq Hedayat er der intet, der er for sært og mørkt til ikke at finde plads. I novellen »Tre dråber blod« kan man læse sætninger som denne:

»Som De ved, spiser sløruglen tre hvedekorn, der tilhører et barn. Hver nat galer den op, indtil der drypper tre dråber blod fra dens strube«.

Skræmmende er også novellen »Dukken bag gardinet«, hvis hovedperson, Mehrdad, var sådan indrettet, at »blot han hørte en kvindes navn, rødmede han helt ud i øreflipperne«. Sådan præsenteres han i novellens start, og historien handler da om en kærlighedsaffære mellem denne Mehrdad og en kvinde, der ikke er af kød og blod, men en dukke af den slags, der står i butikker, iklædt det tøj, der nu engang skal vises frem.

Mehrdad har i øvrigt en forlovet, Derakhshande, som har ventet tålmodigt på ham i seks år, og som for at vække hans in­teresse prøver at ligne dukken, og hvordan dét ender, skal ikke røbes her, men vi tør godt sige så meget, at det ikke ender superlykkeligt ...

Sadeq Hedayat, der døde i dybeste ensomhed, nåede at blive centrum i en kreds af iranske, nationalistiske intellektuelle, der hverken brød sig om kongedømmet eller islam. Derom beretter et lille efterord af bogens efter alt at dømme fortræffelige oversætter, Jakob Poulsen, og det er fint og på sin plads, at dette aspekt af hans person kommer med, til gengæld savner man nogle ord om Sadeq Hedayats status – eller mangel på samme? – i nutidens Iran.

Uanset hvad: Anbefales skal han, Sadeq Hedayat, nu da muligheden for at læse ham igen er der på dansk. Han er en af verdenslitteraturens store, skønt næppe kendt af mange herhjemme. Tak til forlag og oversætter for at minde os om dét. Selv om det ser sort ud.

Titel: Levende begravet. Forfatter: Sadeq Hedayat. Oversætter: Jakob Poulsen Sider: 125. Pris: 199,95. Forlag: Vandkunsten