Det er noget af en moppedreng, Lars Saabye Christensen har givet os denne gang: 520 sider fortalt af lægen Bernhard Hval - den bedste på sin årgang og rap i replikken, men også en af »de kantede«, der har svært ved at styre både krop og sprog. Usikkerhed udløser tænderskæren og ustyrlige kropsbevægelser og sender ham i gentagelsestvangen og i tankernes centrifuge af småparanoia mv.
Og så er der det med sproget. Bernhard har en fantastisk sans for velklingende sjofelheder, og denne egenskab er ikke en uvæsentlig grund til, at den tenniselskende borgerpige Sigrid holder af og ved ham. Men sjofelhederne kommer ikke kun til udtryk over for Sigrid. Da han afsluttede lægestudiet, fik han - som jo var den bedste - det ærefulde hverv at holde festtalen, men kom her umotiveret til at råbe »pik i pariserøjet!«. Og i sin bryllupstale får han fyret en anden saftighed af og afslører, at Sigrid ikke er jomfru.
Men alt dette ligger tilbage i tiden. Ved romanens start befinder vi os nemlig i 1980, og Bernhard har i syv år levet en eneboertilværelse efter, at han kom til at sige på »sækkepibe« og »hoppeprins« i kong Olavs nærvær - det var dråben, der fik ham til indse, at bægeret var fuldt, og nu får han mad ind gennem brevsprækken, imens han skriver på de erindringer, vi får lov at læse med i.
Bernhard fødes i år 1900 som eneste barn af en entreprenant nålefabrikant og hans hustru, som rejser i pendulfart mellem hjemmet og de europæiske kursteder og ligger i med tjenestepigerne. Faderen udvider forretningerne i et væk, men taber alt og ser sig, som den ærens mand han er, nødsaget til at tage sig eget liv - med gevær og hjælp fra sønnen. Moderen forsvinder nogle år senere, hvor hun rejser til Australien og kun lader høre fra sig en enkelt gang. Tilbage står Bernhard alene, selv efter han forlover sig med Sigrid, og forsøger at holde sine voldsomme udsving i ave. Da han en dag ved tilfælde støder på Notto Fipp (som i øvrigt er en historisk figur), får hans tilværelse et nyt holdepunkt. Fipp tilhører nemlig også de kantede og har fundet sit eget lægemiddel: Han går - og går. »Når jeg går, så tænker jeg mindre«, som han siger, og Bernhard fascineres af åndsfællen i en grad, så bryllupsrejsen bliver udsat, og hans karriere sættes på spil.
Med »Bernhard Hvals fortalelser« har Lars Saabye Christensen skrevet et både hylende sjovt og smerteligt portræt af et menneske med et forstyrret sind - en tilstand, lægevidenskaben i dag nok ville betegne som Tourettes syndrom, men som Bernhards samtid ikke havde ord for. Vi rejser igennem århundredets lægevidenskab, politik, historie, kønsrelationer, mv., som skildres igennem Bernhards på én gang klartskuende og forvredne perspektiv. Bernhard er måske nok anderledes, men jo langt fra dum, og han erfarer under Anden Verdenskrig, at det at gøre det rette, ikke altid betragtes som det rigtige.
Saabye har før skrevet om særlinge, men leverer her sit måske mest sympatiske, ja, mest respektfulde portræt af en sådan. Bernhard kredser om de samme begivenheder, gentager sig selv, rabler og råber. Det giver teksten en egen rytme, man som læser rives med af - og vupti! Dér læste man lige 500 siders galningeskrift!
