Klaus Høeck er en af Danmarks mest særprægede digtere.
Også hans nyeste digtsamling med den insisterende titel »Live« hører til i sværvægtsklassen med mere end 500 sider, og også denne gang er der masser af system og trafikregulering trukket ned over siderne. De store formater og gennemførte systemer er tilsyneladende blevet en stimulerende nødvendighed for forfatteren, og vil læseren have grundig besked om styringsmekanismerne, er det bare et spørgsmål om at slå op bag i digtsamlingen og læse om hyperformel, prototype, variabelværdier og studere den liste over forfatterskabets 100 mest brugte substantiver, som han denne gang, næsten som en opsummering, tager afsæt i.
Men lyder det med systemerne lidt tungt, så gå direkte til læsningen, som fører direkte ud i de danske landskaber »over ord og vej« og igennem »vrøvl og krat« med retning mod Nørre Snede, Hørbylunde, Ørbæk, Hesselager og et par hundrede andre lokaliteter på det danske landkort. For enden af det enkelte digts vej bestående af tre gange tolv linjer med skift mellem fem og syv stavelser venter måske en kirke med kalkmalerier, måske et mindeværdigt stykke natur eller måske en frokost i det grønne eller på kroen med »sild hårdkogte æg/leverpostej ost/og termokandekaffe«.
Undervejs rumsterer Gud og Satan i teksterne, himmel, helvede og skærsild, og de store spørgsmål om poesien, tidens gang, livet og ikke mindst døden vendes. Hvad er meningen med det hele, og hvorfor nu lige ende som en »fucking poet«, selv om - som Høeck formulerer det - at »guderne/skal vide at jeg har for/søgt at slippe som/sømand postbud un/dervisningsassistent/ lagerarbejder a/visbud og læge/studerende men nej - pa/piret fangede«.
Road trip på grænsen
Lige så sikkert som digterens Fiat Punto manøvreres frem ad systemernes og de selvpålagte spillereglers vejnet, så for eksempel danske bynavne og lokaliteter trækkes ind i alle teksterne, lige så suverænt ubesværet og ligetil henter Høeck hverdagenes trivielle gøremål, overvejelserne over verdens tilstand, de eksistentielle kvababbelser og personlige suk ind i sit road trip, og hele tiden bevæger digteren sig helt bogstaveligt »på grænsen mellem virkelighed og poesien«.
De mange formuleringer, hvor grænserne mellem poesi og virkelighed tilsyneladende overskrides, er et af de typiske greb hos Klaus Høeck, der både kan fare vild i »grammatikkens brombærkrat«, lancere begrebet »reality poetry« og konstatere, »at netop som dig/tet er færdigskrevet lø/ber en ørentvist/hen over det«.
At humoren også i mere robuste udgaver ligesom kærligheden er med i Fiat Puntoen på mange af Klaus Høecks udflugter rundt i Danmark, er med til at afbalancere de mere dystre klange i digtene og hører med til signalementet af forfatteren, der uden tilsyneladende at fortrække en mine, spørger: »hvad skal en gammel lyrik/veteran der li/der af postpoe/tisk stress efter halvtreds års/anmeldelser og/verbale øre/tæver - hvad i alverden/skal han dog sige«.
