Mikkel Haslund har netvagt. Han bliver bedt om at skrive en nyhed om vejret, men det vil han ikke. I stedet rejser han sig fra sin pind og drager til Høje Taastrup. Ud i virkeligheden. Han er hovedperson i Olav Hergels nye roman, »Punktum«, der udkommer 10. november.
Mikkel Haslund er midaldrende og journalist på Berlingske, og han har svært ved at acceptere avisens krav om hurtighed og nyhedsværdi. Han nægter at følge med den udvikling og bliver fyret, hvorefter han bliver ansat på Ekstra Bladet.
Olav Hergel arbejdede selv på Berlingske i 18 år, inden han i 2005 skiftede til Politiken. Han minder også om sin hovedperson, og så alligevel ikke. Selv siger han, at bogen er fiktion, selv om den indeholder mange paralleller til virkeligheden.
»Jeg kan kun skrive om det, jeg kender til. Og mediebranchen kender jeg efterhånden. Nogle af tingene i bogen er sket i virkeligheden, men generelt er det fiktion. Virkelighedsnær fiktion, for læseren må gerne være i tvivl om, hvorvidt det er fakta eller fantasi,« siger Olav Hergel, mens han sidder i sit hus i Snekkersten ved det træbord, hvor romanen blev til.
Hvorfor har du ikke ladet dig selv være hovedpersonen?
»Det ville være utroligt navlepillende og også lidt ulideligt. Man kan helt sikkert genkende mig i hovedpersonen, men jeg har især gjort fire ting ved ham. Jeg har gjort ham 190 centimeter høj, fantastisk god til fodbold og ti år yngre, og så har han ikke mødt min smukke kone, så derfor møder han nogle andre kvinder. Hvis jeg skulle skrive om mig selv, skulle jeg skrive om en mand, der i 30 år har boet i en forstad til København med sin kone, sine to døtre, sine hunde og sin bil. Det ville være kedeligt. Jeg er nød til at gøre ham mere spændende. Jeg har lånt fra mange af mine egne erfaringer. Men jeg er ikke Mikkel Haslund.«
I bogen kritiserer du, at mange journalister ikke er ude og opleve verden, men sidder foran deres computerskærm og producerer tre nyheder om dagen. Hvordan har du det med mediernes udvikling?
» Bogen forsøger at give et billede af en branche, der ikke ved, hvad den vil. Alle har ideer og planer, men ingen ved rigtig, hvad der virker. På de fleste aviser sidder et stort antal journalister klynget til skærmen og producerer mange nyheder om dagen. Det ville jeg ikke have lyst til, hvis jeg var nyuddannet. Jeg tror, at cirka 80 procent af historierne i aviserne lige nu er lavet ud fra telefoninterviews, men de fleste bliver jo journalister for at komme ud i verden. Derfor tror jeg, at de helt store skrivetalenter søger hen i andre brancher, og det taber vi læsere på. Bogen er derfor en form for forfaldshistorie om mit fag, men med en lille smule håb.«
Hvad er løsningen på de faldende læsertal?
»Nu er der aldrig nogen, der har spurgt mig om jeg ville være chefredaktør, og det kommer heller aldrig til at ske. Men jeg tror, at 70 procent af alt stof i dag ringes hjem. Jeg ville vende det om, så måske kun 30 procent skulle ringes hjem, og 70 procent af artiklerne havde bund i noget, som journalisterne havde oplevet i virkeligheden. Den almindelige journalist bliver god, den gode bliver fremragende, og den fremragende bliver blændende, hvis de kommer ud i verden. For ude i verden stinker folk, de dufter, de råber, de skriger, de fortæller jokes, de er morsomme, grimme og søde. Det er de ikke i telefonen. Sproget bliver kedeligt, fordi du rapporterer inde fra dit eget hoved.«
Nu er det ti år siden, du var journalist på Berlingske, men bogen foregår i nutid. Har du overvejet, om det billede, du giver af Berlingske, er retvisende?
»Det synes jeg egentlig ikke, at jeg er forpligtet på. Det er vigtigt at understrege, at det er fiktion. Det kunne i princippet være en hvilken som helst avis. Da jeg begyndte på bogen, kaldte jeg Berlingske for Dagbladet, men jeg endte med at kalde aviserne ved deres navne, fordi det skaber identifikation. Ved jeg, hvad der foregår på Berlingske i dag? Nej. Derfor har det også været vigtigt for mig at skrive en bog, hvor Berlingske ikke kommer ud i minus.«
Hvorfor skriver du om Berlingske og ikke om Politiken, hvor du sidder nu?
»Det vil man kunne forstå, når man læser bogen. Da jeg begyndte på den, var der fyringsrunder på Berlingske, og det gik fremragende på Politiken. Den forfaldshistorie, jeg ville skrive, passede bedre til Berlingske. Nu, da bogen er færdig, er det Politiken, der har fyringsrunder, og nedgangen har også ramt os, så det kunne også være en historie med udgangspunkt i Politiken. Men med den aviskærlighed, der trods alt er i bogen, ville det måske være lidt for meget, hvis både hovedpersonen og jeg selv sad på Politiken.«
I slutningen af bogen tager Mikkel Harslund stilling til, på hvilken avis han hører hjemme. Hvor hører du selv hjemme?
»I de 18 år, jeg var på Berlingske, syntes jeg, at jeg hørte til der. Nu synes jeg, at jeg hører til på Politiken. Men jeg tror, at jeg som journalist kunne høre til begge steder. Jeg er lykkelig for Politiken, og det er her, jeg gerne vil være, men når jeg går i gaderne omkring Pilestræde, føler jeg mig også hjemme.«
Olav Hergel taler om »Punktum« på BogForum fredag kl. 14.20 og 16.15.
